Undgå kæmpe regning

Undgå kæmpe regning: Hvis du vil slippe for konflikter og et langt sagsforløb efter en fejl på autoværkstedet, kan det være en god idé at lave klare aftaler med mekanikeren, når din bil skal repareres

Fejl på det udførte arbejde, serviceniveau og dyre priser er de mest hyppige årsager til negative værkstedsoplevelser, viser en undersøgelse, som Voxmeter udførte i 2020. Arkivfoto: Aleksander Klug
Fejl på det udførte arbejde, serviceniveau og dyre priser er de mest hyppige årsager til negative værkstedsoplevelser, viser en undersøgelse, som Voxmeter udførte i 2020. Arkivfoto: Aleksander Klug
Følg Biler

Når du sender din bil på værksted, er der altid en risiko for, at reparationen ikke bliver helt som forventet. Det kan der være mange årsager til, og ofte skyldes det uklare aftaler eller mangel på kommunikation.

Det forklarer Erik Rasmussen, advokat og direktør i Dansk Bilbrancheråd.

- Der er sjældent tale om egentlige fejl, men snarere vanskelige opgaver, der gør, at fejlsøgning kan angribes på flere forskellige måder, siger han og uddyber:

- Forventningsafstemningen er her ofte en udfordring. Dialogen er altafgørende for det gode værkstedsforløb.

Ifølge Erik Rasmussen kan en forventningsafstemning handle om alt fra reparationens omfang til prisen.

- Selve klageprocessen udfordres ofte af det tidsmæssige aspekt. I de måneder, sagen verserer, bør bilen ikke repareres, forklarer han.

Uenighed om omfanget
Hos Dansk Industri kender branchedirektør i Bilbranchen Thomas Møller Sørensen godt til de situationer, der kan opstå, hvis autoværkstedet har jokket i spinaten, eller hvis der ikke har været klare aftaler på forhånd.

- Den typiske situation er nok, at reparationen ifølge kundens opfattelse ikke har løst problemet. Det kan skyldes, at der er flere fejlkilder, eller at problemet har vist sig mere omfattende end først antaget, siger han.

En anden udfordring er ifølge Thomas Møller Sørensen, hvis der opstår uenighed om reparationsomfanget, og om hvad der oprindeligt var aftalen.

- Netop dette kan i et vist omfang løses ved, at man indgår skriftlige aftaler, hvilket desværre ikke er særlig almindeligt i alle dele af branchen, siger branchedirektøren og tilføjer, at det primært er autoriserede værksteder, der får en underskrift fra kunden på, hvad der er aftalt.

Arkivfoto: Aleksander Klug
Arkivfoto: Aleksander Klug

Større regninger og konflikt
En del sager udspringer af de forskellige netbaserede værkstedstilbud, som kan bære præg af, at det for en forbruger kan være vanskeligt på skrift at beskrive en fejl, og hvor man derfor får et reparationstilbud, som ikke stemmer overens med det, der i virkeligheden skal repareres.

- Det kan derfor medføre større regninger end forventet - og deraf følgende konflikter, lyder det fra Thomas Møller Sørensen.

Sådan undgår du konflikter med værkstedet

Den bedste måde at undgå konflikter på er at sikre sig korrekte og forståelige aftaler.

Det er altid lettest at indgå klare aftaler, så længe man er enige. Både kunde og reparatør bør derfor være klare i deres problemformuleringer.

Du skal i den forbindelse også være opmærksom på, at tolkningen af et problem ikke altid er den samme for forbruger og mekaniker.

Derfor har værksteder og kunder en opgave i at forstå hinanden for at få et overblik over, hvor omfattende et reparationsforløb kan være.
 

Kilder: Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Forskellen på autoriserede og uafhængige værksteder

Arkivfoto: Aleksander Klug
Arkivfoto: Aleksander Klug
 

Et autoriseret værksted er et værksted, som er tilknyttet et eller flere specifikke bilmærker.

Autorisationen består, i at værkstedet er godkendt af det pågældende bilmærkes importør og skal leve op til mærkets forskellige krav om alt fra uddannelse til indretning, ligesom man typisk må forvente, at værkstedet benytter originale reservedele til det pågældende bilmærke.

Ligeledes er værkstedet tilknyttet alle opdateringsprogrammer for det pågældende mærke, ligesom de kan udføre reparationer omfattet af bilens fabriksgaranti og i særlige tilfælde yde kulance efter aftale med bilproducenten.

Et uafhængigt værksted er, som navnet antyder, uafhængigt af mærker og importører.

Nogle er dog ikke helt uafhængige, idet mange er sluttet sammen i forskellige kæder, som er tilknyttet forskellige reservedelsleverandører. De benytter så typisk uoriginale reservedele fra disse leverandører. Disse dele er typisk billigere.

De uafhængige værksteder er ikke forpligtet til at gennemgå uddannelse inden for de enkelte mærker.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her kan du klage

Arkivfoto: Aleksander Klug
Arkivfoto: Aleksander Klug

Klagemuligheden for en bilejer er Ankenævn for Biler, som er et offentlig godkendt Ankenævn, der behandler tvister om reparation til beløb over 1500 kroner og om køb af bil til beløb over 10.000 kroner.

Ankenævnet behandler kun klager for forbrugere mod en erhvervsdrivende. Det koster 400 kr. at klage. Inden en klagesag indledes skal der være reklameret til værkstedet.

En sag i Ankenævnet tager typisk fire-fem måneder, fra den bliver indbragt. Derudover har der forinden typisk været et forløb mellem kunde og reparatør.

Sagsbehandlingen vil som regel indebære, at en sagkyndig - også kaldet syn og skøn - vurderer reparationen. Det er den sagkyndiges tekniske vurdering, der bliver lagt til grund for nævnets juridiske vurdering og afgørelse.

Mere end 80 procent af ankenævnets afgørelser efterleves, og har bilejer benyttet et værksted omfattet af branchens garantiordning, er der garanti for efterlevelse af ankenævnets afgørelser.
 

Kilder: Ankenævn for Biler og Bilbranchen DI

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mød Kevin, der som den eneste af sine kammerater ikke skal i gymnasiet eller på htx. Han ved nemlig præcis, hvad han skal være, når han bliver stor: lastvognsmekaniker. Det forbereder han sig på i De sorte negles paradis.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind