Siden starten af 1960’erne har den ikoniske italienske bilproducent Lamborghini og en 12-cylindret sugemotor hængt sammen som pot og pande. Kombinationen af Lamborghini og V12-motorer har givet verden biler som Miura, Diablo og Murcielago, men nu lakker det mod enden.
Lamborghini vil nemlig nu træde ind i en ny æra, hvor der skal arbejdes mere med hybridteknologi, og det betyder, at mærket siger farvel til den klassiske V12-sugemotor.
Inden da lancerer Lamborghini dog to specialmodeller, som markerer enden på V12-æraen - og begyndelsen på hybridalderen. Invencible og Auténtica hedder de to nye modeller, hvor førstnævnte er en coupé, mens sidstnævnte er en roadster.
- V12-motoren er en af grundpillerne i vores historie. Mens vi bevæger os mod en ny æra, hvor vi som en del af vores Direzione Cor Tauri-strategi omfavner hybridteknologien, fejrer vi den traditionelle V12 med to modeller, siger Stephan Winkelmann, som er adm. direktør i Automobili Lamborghini, i en pressemeddelelse.
Vildt design
Bag de to nye kreationer, som altså bliver de sidste Lamborghinier med V12-motorer uden elektronisk hjælp, står Lamborghinis eget designcenter, Lamborghini Centro Stile, og begge bilmodeller er baseret på den eksisterende V12-platform.
Visuelt demonstrerer Invencible og Auténtica nogle af de designelementer, som helt fra begyndelsen har været med til at gøre Lamborghinis modeller til flittigt benyttede motiver på plakaterne på børneværelserne.
- Vi har skabt to biler med hver deres særlige karakter, inspireret af trackdays og motorsport. Invencible og Auténtica afspejler vores design-DNA samtidig med, at de løfter vores designarv til et nyt niveau, siger Mitja Borkert, som er designchef hos Lamborghini.
Begge specialkreationer deler den samme monocoque - bilens centrale chassis - som fandtes i Aventador og er beklædt med et karrosseri i kulfiber, hvor der er inkorporeret design og teknologier, testet af Lamborghini i racerløb i hele verden.
Den særlige motorhjelm går igen fra trackdaybilen Essenza V12, mens frontspoileren med lodrette stivere er designet til at styre luftstrømmene på den mest effektive måde.
Invencible og Auténtica er de to sidste biler, som Lamborghini vil producere med en 6,5-liters V12-motor før overgangen til en ny hybridæra.
Den sidste version af den udgående V12 leverer 780 hestekræfter og et drejningsmoment på 720 Newtonmeter. Den er kombineret med en 7-trins ISR-gearkasse, firehjulstræk og Lamborghini Dynamic Steering med medstyrende bagaksel.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Afløser på vej
Den sidste serieproducerede model, som har kunnet nyde godt af V12-sugemotoren, er Aventador-modellen. Inden længe - faktisk her i første kvartal af 2023 - vil Lamborghini præsentere en længe ventet arvtager til Aventador-modellen.
Endnu er det småt med oplysninger om den nye topmodel i Lamborghinis modelrække, men sikkert er det i hvert fald, at den kommer med en hybrid-drivlinje, hvor en V12-motor spiller sammen med et elektrisk system.
Modellen bliver dermed den første serieproducerede model fra Lamborghini med hybrid-drivlinje. Hvad modellen kommer til at hedde, vides endnu ikke, men det forventes, at den vil få verdenspremiere i slutningen af marts.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lamborghini og V12-motoren
Den særlige forbindelse mellem Lamborghini og den 12-cylindrede sugemotor strækker sig helt tilbage til 1963, hvor V12-motoren blev introduceret i 350GT.
Det grundlæggende motordesign blev - med modifikationer og forskellige opgraderinger - brugt helt frem til 2011, hvor Lamborghini introducerede en nyudviklet V12-motor i Aventador-modellen.
- Lamborghinis historie blev født med V12’eren, siger Maurizio Reggiani, som er tidligere teknisk chef hos Lamborghini.
- Det er tydeligt, at i 1960’erne repræsenterede V12-motoren toppen af teknologi, luksus og sportslighed i biler, siger han videre.
Hen over tiden er der sket meget med V12-motorerne fra Lamborghini. Efter debuten i 350 GT blev V12’eren brugt i Miura fra 1966, Countach fra 1971, Diablo fra 1990, inden den fandt sit sidste hjem i Murcielago. Herefter udviklede Lamborghini en ny V12-motor, som debuterede i Aventador, og nu er det altså endegyldigt slut med Lamborghini’er med V12-motor uden elektrificering.
I den første udgave i 350GT var motoren på 3,5 liter, mens den voksede til 6,5 liter i Murcielago. I Aventador debuterede den nyudviklede V12’er med en volumen på 6,5 liter og 690 hk.
Det første, danske David købte, da han indså, at han var blevet rigtig rig, var en gul Lamborghini.