Vask bilen næsten uden vand

Pleje: Nye vaskemidler gør det muligt at vaske bil inde i garagen med kun en snes liter vand og til få kroner per vask. Vi ser nærmere på mirakelmidlerne

Nye vaskemidler gør det muligt at slippe let og skånsomt af med svineriet. Foto: Colourbox
Nye vaskemidler gør det muligt at slippe let og skånsomt af med svineriet. Foto: Colourbox

Hvis du er typen, som stort set aldrig vasker bil, eller bare smider den ind i vaskehallen i ny og næ, skal du nok stoppe her. Men hvis du er den slags bilejer, som sætter en ære i selv at vaske bilen, og måske bor et sted, hvor det er svært at stå med vandslange og sprøjte med en masse vand, kan du godt fortsætte.

Der er kommet en række nye vaskemidler på markedet, som er udviklet til de knastørre egne af USA, hvor vand er stærkt rationeret, men de giver også mening i det mere fugtige Danmark.

Princippet er enkelt; du sprøjter en mild såkaldt polymerbaseret autoshampoo på små områder af bilen med en helt klassisk lille gul havesprøjte, der kan forstøve, fører en blød mikrofiberklud eller vaskehandske hen over med vandrette lette bevægelser og tørrer efter med et mikrofiberklæde. Undgå endelig nylonbørster, der ridser.

Konceptet er, at snavset opløses, kapsles inde af sæben og følger med kluden. De vandrette bevægelser sikrer, at lakken ikke ridses, og metoden skulle ifølge eksperterne være langt mere skånsom over for lakken end at stå med langhårede stride vaskebørster.

Vi har set metoden demonstreret på en lettere beskidt VW Up, som det tog en halv time at vaske for Ebbe Jørgensen, der er bilplejespecialist og indehaver af Carcareconsult i Aalborg. Resultatet blev en skinnende ren bil uden streger eller helligdage.

Skånsom over for lakken
Ebbe Jørgensen er ikke i tvivl om, at der er en række fordele ved metoden.

- Du bruger ikke ret meget vand og er langt mere skånsom over for lakken i forhold til at vaske på gammeldags manér eller i vaskehallen, siger han.

- Hvis du har en meget beskidt bil og går i gang med at gnubbe med en børste, risikerer du direkte at ridse eller skade lakken, uddyber eksperten.

Der skal en hættefuld sæbe i sprøjten og to hætter i en spand med lunkent vand. Sæbevandet bruges, når bilen afvaskes med mikrofiberklud eller vaskehandske. Foto: Jens Overgaard
Der skal en hættefuld sæbe i sprøjten og to hætter i en spand med lunkent vand. Sæbevandet bruges, når bilen afvaskes med mikrofiberklud eller vaskehandske. Foto: Jens Overgaard
 

Hvis du vasker selv med bilshampoo, en børste og den typiske sorte murerspand, bruger du i rask væk op til 80 liter med forvask, vask og skylning, mens du altså ridser lakken med den hårde børste.

En tur i vaskehallen kan både være værre og bedre. Det afhænger af, hvor god vaskehallen er, både når vi taler om børsterne og en evt. forvask, som er en fordel, fordi sandkorn så skylles væk, før vaskelamellerne kommer og gør deres job. Vælg i givet fald en vask med forvask, og en hal med bløde lameller frem for nylonvaskebørster.

Mere miljøbevidsthed
Metoden med skyllefri vask har endnu ikke slået så meget an i Europa. Men Ebbe Jørgensen tror, at vi kommer til at se meget mere til den.

- I takt med stigende miljøbevidsthed bliver man mere opmærksom på forbrug af vand. I Sverige er det således ikke tilladt for private at vaske bil på deres villaveje på traditionel vis, understreger han.

Fælge, der er meget beskidte af bremsestøv, kan vaskes af med klude, der ikke bruges på resten af bilen. Foto: Jens Overgaard
Fælge, der er meget beskidte af bremsestøv, kan vaskes af med klude, der ikke bruges på resten af bilen. Foto: Jens Overgaard
 

I Danmark er der kommuner, som fraråder privat bilvask. Ved den skyllefri vask samles skidtet i spanden. Kludene kan vrides op og skal vaskes efter nogle gange, så det er selvom man har købt nye ting til processen, så kan det bruges mange gange.

Fluer kan opløses
Hvis bilen er meget smudset til i mudder eller et lag salt efter en tur i vintertrafikken, kan man med fordel spule den af med en vandslange for at få det værste skidt væk. Men i de fleste tilfælde kan man nøjes med at lade bilen stå i blød nogle minutter med sæben.

Det gælder om at tage små felter som en dørside af gangen, der afvasker med vandrette bevægelser, før området tørres af med mikrofiberklude. Foto: Jens Overgaard
Det gælder om at tage små felter som en dørside af gangen, der afvasker med vandrette bevægelser, før området tørres af med mikrofiberklude. Foto: Jens Overgaard
 

Hvis der er fluer groet fast i frontklappen, kan man lægge en våd klud med sæben over stederne i nogle minutter, eller give klappen en gang insektfjerner fra for eksempel Sonax eller andre udbydere.

Det kræver dog en investering at komme i gang. Således koster en spand – gerne med snavsudskiller – og en forstøver fra et halvt hundrede kr. stykket, mens mikrofibersvampe og håndklæde koster 50-100 kr. En shampoo som Optimum Norinse ligger i 165 kr. for en liter. En liter rækker til hele 10 vaske, så der er nok til at stykke tid.

Fælgene kan også renses med sæben, viser demonstrationen. Ebbe Jørgensen anbefaler her at bruge mikrofiberklude og i en anden farve som er dedikeret til fælgene for ikke at tvære bremsestøv ud over lakken.

Flere fordele
Hos FDM er forbrugs- og brugtbilseksperten Karsten Meyland Lemche, meget positiv over for den nye metode, han mener, har flere fordele.

- Du undgår at skulle stå og pøse med en vandslange, du kan vaske indendørs, du er mere skånsom over for lakken, og så kan du selv sætte tempoet, siger Karsten Meyland Lemche, og uddyber:

- Du kan vaske bilen på en halv time, men også fordele det ud over dagen, hvor du tager små felter alt, efter hvad der passer dig, siger Karsten Meyland Lemche, som peger på, at man kan nøjes med kun at vaske de felter på bilen, som er beskidte.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere