Verdens største parkeringshus for elbiler ligger under Oslo

I parkeringsanlægget under Akershus i Oslo kan man parkere sin elbil og lade gratis strøm på en af anlæggets 86 pladser. Man må dog maksimalt parkere i 10 timer

Garageanlægget, der ligger under Akershusfæstningen midt i Oslo, har plads til 86 elbiler, som kan lade gratis strøm. Foto: Jens Overgaard
Garageanlægget, der ligger under Akershusfæstningen midt i Oslo, har plads til 86 elbiler, som kan lade gratis strøm. Foto: Jens Overgaard

Oslo (Ekstra Bladet Biler): Det gælder om at fare med lempe, når man bevæger sig ad den smalle nedkørsel med klipper på begge sider, men for enden venter belønningen; gratis strøm til elbilen.

Vi befinder os i det store parkeringshus, der er hugget ind i klipperne under Akershusfæstningen i centrum af Oslo. Det er Europas største parkeringsanlæg for elbiler, og der er gratis strøm til alle parkerede biler i anlægget, der åbnede sidste sommer.

Her er plads til 86 biler, og med titusindvis af elbiler på gaderne i Norge er anlægget helt naturligt fyldt op, da vi besøger det en almindelig torsdag. Tanken for byrådet i Oslo er da også først og fremmest at prøve nye idéer af i et land, hvor elbilerne allerede sætter et solidt præg på vejene.

Problemet er nemlig, at antallet af ladesteder slet ikke kan følge med de mange nye elbiler, som kommer på vejene hver måned i Norge og sidste år landede på hele 33.000 styk.

Begunstigelser som nul-afgift, ingen brugerafgift, ingen bompenge, gratis strøm, parkeringspladser med reduceret pris og adgang til busbaner, hvis man har mindst en passager med, gør det meget attraktivt at købe en elbil.

Og nu prøver politikere og organisationer som Norsk Elbilforening en række nye muligheder af, for at se hvad der virker.

- Behovet for steder at lade op er enormt. Vi ved, at mange lader bilerne op derhjemme. Men vi vil gerne have udviklet infrastrukturen af lademuligheder i takt med, at der kommer flere elbiler. Derfor arbejder vi sammen med andre operatører om at udvikle systemer, siger Petter Haugneland, der er kommunikationschef i Norsk Elbilforening.

Derfor er der også etableret et betalingsanlæg med 100 ladesteder i garageanlægget Vulkan, hvor elbilejerne i modsætning til under Akershus kan parkere og lade natten over. Det er en fordel, hvis man bor i lejlighed. Med foreløbigt tre garageanlæg er man oppe på omkring 300 p-pladser med opladning i Oslo, ud af byens over 2.000 ladesteder.

For at bruge anlægget under Akershus skal man være registreret bruger. Bilen kan så lades op med langsomladere på 2,5 kW eller 3,5 kW, hvilket svarer til stikkontakten hjemme. Alt efter model kan man nå at få en vis mængde strøm på bilens batteri på de ti timer, som man maksimalt må parkere i anlægget.

Erfaringerne med parkeringsanlægget skal hjælpe bystyret med at finde den rigtige løsning for ladestandere. Foto: Jens Overgaard
Erfaringerne med parkeringsanlægget skal hjælpe bystyret med at finde den rigtige løsning for ladestandere. Foto: Jens Overgaard

Hurtigt udsolgt
En af de nordmænd, som jævnligt bruger anlægget, er Steinar Koffeld. Ekstra Bladet møder ham, da han er ved at parkere sin Tesla Model X. Han pendler ofte ind til Oslo og er meget positiv over for elbiler generelt og et anlæg som dette.

- Man skal dog normalt være her tidligt om morgenen for at få en plads, for ellers er der udsolgt, konstaterer Steinar Koffeld.

Han er ingeniør og var som teknisk interesseret en af 'firstmoverne' inden for elbiler. Han købte allerede i 2011 en elektrisk Nissan Leaf, som supplerede familiens SUV, indtil han skiftede den ud med sin nuværende Tesla Model X, og det har han ikke fortrudt.

- Jeg kører af og til lange stræk, og her er det en fordel med batteriet og Teslas fintmaskede net af hurtigladere, siger Steinar Koffeld, som i fjor kørte på ferie gennem Europa, hvor han var gennem 11 lande og kørte over 5000 kilometer i bilen.

Der er flere årsager til, at den norske ingeniør allerede for en del år siden sigtede mod elbilerne.

- Det handler både om økonomi, moral og det praktiske, siger han.

De talrige begunstigelser for elbiler gør det nemlig nærmest til en dårlig forretning ikke at køre på strøm, hvis man bor et stykke fra Oslo og arbejder i centrum. Dertil kommer hensynet til miljøet, som også tæller for Steinar Koffeld.

Han peger på en god ven, som skal betale 100 kroner om dagen i bompenge for at komme ind i Oslo, og for den pris kan han lease en Nissan Leaf eller købe en af de mange brugte elbiler, som importeres i stor stil til Norge og koster 50.000-60.000 kroner.

Selvom Tesla Model X har et stort batteri med en lang rækkevidde på måske 500 kilometer, er den største bekymring for Steinar Koffeld, om der er ladesteder nok.

- Problemet er, at der kommer flere biler end ladestandere. Jeg kan lade op hjemme, men hvis man bor i en lejlighed, kan det være et problem, konstaterer han.

Den blå Tesla Model X er Steinar Koffelds anden elbil. Tidligere kørte han Nissan Leaf. Foto: Jens Overgaard
Den blå Tesla Model X er Steinar Koffelds anden elbil. Tidligere kørte han Nissan Leaf. Foto: Jens Overgaard

Skal finde løsning
Foreløbig er strømmen i Akershus gratis, fordi den stammer fra vandkraft fra de norske elve, og da der er omkostninger forbundet med at tage betaling for strømmen, er det billigere bare at forære den væk.

- Men betalingssystemerne kommer senere. De skal også være med til at sikre, at folk ikke bare besætter pladser for at få en parkeringsplads, siger Petter Haugneland fra Norsk Elbilforening.

Han ser netop muligheder i p-anlægget ved Vulkan og peger på, at det er et meget smart system, hvor man også kan lade op om natten.

Derudover arbejder elbilforeningen på, at bilejere i etageejendomme selv får sat ladere op. Men her er også udfordringer, især om hvem der skal betale for installationen. Bilejere uden garage har det endnu sværere.

- Hvis du ikke har garageanlæg og må parkere på gaden, er det ikke nemt. Du kan måske finde en ledig plads og betale for opladning. Hvis du har en bil med tilstrækkelig rækkevidde, kan du for eksempel lade op ved supermarkedet, mens du er inde at handle en halv time, siger Petter Haugneland.

I Danmark er der forholdsvis mange ladesteder i forhold til antallet af elbiler. Men udviklingen kan komme til at gå hurtigt.

Søren Jakobsen, som er chefkonsulent hos Dansk Elbil Alliance, tror dog ikke, at vi kommer til at se store parkeringshuse med gratis opladning herhjemme.

- Vi tror, at der kommer flere hurtigladere, og at man så kører ind og lader op for eksempel en gang om ugen. Vi tror ikke på de store parkeringshuse med opladning, og slet ikke med gratis strøm, som der ikke er tradition for herhjemme, siger Søren Jakobsen.

Elbiler i Norge

  • Ingen afgift på elbiler, ingen ejerafgift, ingen bompenge, delvist gratis p-pladser, gratis strøm og fri adgang til busbanerne i Oslo, hvis der er mere end en person om bord bilen.
  • Nordmændene har problemer med smog i Oslo, hvor der kan være vindstille, og byen har derfor sat en række initiativer i gang. Dette er godt hjulpet på vej af indtægter fra den norske olien i Nordsøen.
  • Anlægget under Akershus er gratis at benytte. Man skal registreres og kan få adgang til det lukkede anlæg med en smartphone-app. Her må man parkere i 10 timer og kan lade bilens batteri med ladestandere, der har 2,5 kW eller 3,5 kW.

16 kommentarer
Vis kommentarer