Vi elsker opladningshybrider - men ventetiden er lang

Siden nytår er der solgt lige så mange opladningshybrider som i hele 2017. Der er dog allerede lang ventetid på flere modeller

VW Golf GTE satte sig med 263 biler på andenpladsen i løbet af de tre første måneder af 2018. Foto: Jens Overgaard
VW Golf GTE satte sig med 263 biler på andenpladsen i løbet af de tre første måneder af 2018. Foto: Jens Overgaard

Danskerne er hurtige til at spotte et godt tilbud.

Det afspejler sig i salget af plugin-hybridbiler, også kaldet opladningshybrider, der kan lades op i stikkontakten og på papiret køre 30-60 km på ren strøm. Salget er nemlig steget markant, efter at afgifterne blev omlagt sidste efterår, hvor mange modeller faldt 50.000- 60.000 kroner.

Således blev der i første kvartal af 2018 solgt 850 plugin-hybrider, mens salget i hele 2017 var på 651 biler.

Selv om tallene er forholdsvis små, er tendensen klar: Det er ikke alene udsigten til delvist at kunne køre på strøm og på papiret have god brændstoføkonomi, som trækker. Netop de lave priser gør i mange tilfælde plugin-hybriderne til gode tilbud.

Således koster Kia Niro PHEV fra 269.000 kroner for den billigste variant, mens en Mercedes-Benz GLC 350e med en benzinmotor på 211 hk og en elmotor på 116 hk til 626.000 kroner er 73.000 kroner billigere end den tilsvarende version, der udelukkende har benzinmotor. VW Golf GTE faldt 70.000 kroner til 305.000 kroner, men steg dog efterfølgende hurtigt til 320.000 kroner.

Kia, VW, Volvo og Mercedes-Benz står indtil videre for størstedelen af salget. Interesserede må dog væbne sig med tålmodighed, for VW Golf GTE er eksempelvis udsolgt for i år, mens Volvo XC60 T8 Twin Engine slet ikke kan bestilles i øjeblikket.

Ventetiderne er samtidig stigende på en række modeller. Leveringstiden er tre-seks måneder på en Kia Niro PHEV, mens Kia Optima PHEV kan leveres inden for et par uger.

TOP 10 - De mest solgte plugin-hybridbiler 1. kvartal 2018:

1. Kia Niro PHEV 317

2. VW Golf GTE 263

3. Kia Optima PHEV 78

4. Volvo XC60 T8 Twin Engine 63

5. VW Passat GTE 41

6. Mercedes GLC 350 e 28

7. Volvo V90 T8 Twin Engine 13

8. Volvo XC90 T8 Twin Engine 9

9. BMW 225 XE 7

10. BMW 330E 5

Kilde: De Danske Bilimportører

Gode tilbud
Lene Mejdahl Iversen, der er PR-koordinator hos Kia, ser flere årsager til, at Niro nu har succes.

- Dem, som køber modellen, er måske i forvejen på udkig efter en bil med en alternativ drivlinje, og nu, hvor prisen er faldet, så plugin-hybriden ikke er dyrere end en almindelig hybrid, kan den være et oplagt valg, siger hun.

Samtidig må Niro PHEV have 1.300 kg på krogen. Det kræver dog, at bilen også udstyres med større bremser til 4.000 kroner.

Hos Volkswagen oplever kommunikationsmedarbejder Thomas Hjortshøj også, at opmærksomheden er stor.

- Der har været en overvældende interesse for Golf GTE hos forhandlerne. Det er en bil, som både giver motorkraft og udstyr for pengene. Den giver samtidig mulighed for at køre miljøvenligt og prøve, hvordan det er at køre elbil. Samtidig er der også kunder, som er meget fascinerede af teknologien, siger han.

Volkswagen oplever især interesse for Golf GTE fra kunder i Norge, Holland og Danmark. Leverancerne er dog begrænsede, fordi fabrikken er ved at omstille sig til den nye Golf VIII, der kommer til næste forår. Næste generation af Golf GTE-modellen, som får den nye 1,5 liter benzinmotor og længere rækkevidde på batteridrift, følger dog først senere.

Flere modeller på vej
Sideløbende kommer der snart nyheder som plugin-udgaven af Toyota Prius, der koster fra 330.000 kroner, mens Hyundai Ioniq plugin-hybrid med en pris fra 260.000 kroner er Danmarks billigste af slagsen. De skal nok være med til at gøre markedet spændende.

Der er også kommet lidt mere gang i salget af elbiler, som i første kvartal var på 168 biler mod 46 i samme periode i fjor. Det er dog stadig kun en skygge af det store salg i 2015, umiddelbart før afgifterne blev hævet.

Hos De Danske Bilimportører hilser direktør Gunni Mikkelsen stigningen i salget af biler med elmotor velkommen.

- Det er bestemt en positiv udvikling, men ikke desto mindre er det jo fortsat meget få biler sammenlignet med de konventionelle af slagsen. For at sikre en fortsat udbredelse af de mere miljøvenlige biler, er det vigtigt, at markedsvilkårene forbliver stabile, for der kommer hele tiden nye modeller på markedet, siger Gunni Mikkelsen.

Hybrid og pluginhybrid

I en 'almindelig' hybrid er benzinmotoren akkompagneret af et batteri, der driver en lille elmotor. Den slår til i visse situationer og er med til at gøre bilen mere brændstofbesparende.

Bilens batteri skal ikke lades op i stikkontakten, men lades i stedet op ved eksempelvis nedbremsning af bilen.

Eksempler er Toyota Yaris Hybrid og Toyota Auris Hybrid, der har en forholdsvis god brændstoføkonomi. En Auris Hybrid kører på papiret op til 28,6 km/l. Denne type biler kan typisk køre et par kilometer på ren el.

En plugin-hybridbil har et større batteri, som kan lades op i stikkontakten. Derfor kaldes den også en opladningshybrid. Den teoretiske rækkevidde på ren el er her typisk 30-60 kilometer, og de teoretiske forbrugstal er gode.

En Kia Niro PHEV kører på papiret op til 76,9 km/l. Det skal dog tages med et gran salt.

I afdelingen for ny teknologi finder vi biler med såkaldt rækkeviddeforlænger som BMW i3. Det er ikke en plugin-hybridbil, men en elbil med en benzindrevet hjælpemotor, der er med til at forlænge bilens rækkevidde.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere