Vi udlever drømmen om en vintage- eller veteranbil

Flere udlever drenge- eller pigedrømmen ved at købe en historisk bil eller en nyere youngtimer og blive en del af et fællesskab omkring bilernes mærke og forhistorie

Nye og ældre klassikere kan sagtens stå sammen. Her er det en Volvo P1800, en Mazda MX-5 og Porsche 911. Foto: Jens Overgaard
Nye og ældre klassikere kan sagtens stå sammen. Her er det en Volvo P1800, en Mazda MX-5 og Porsche 911. Foto: Jens Overgaard

Hvis du synes, at der denne sommer har været mange flere klassiske biler eller youngtimere fra 1970’erne og 1980’erne på vejene, er det ikke tilfældigt.

Der er nemlig langt flere danskere end tidligere, som har investeret i en af biler, som var drenge- eller pigedrømmen, da de var børn eller unge. Det gælder både de mere specielle biler, men også hverdagsbiler.

Sådan lyder meldingen fra både Motorhistorisk Samråd, der er paraplyorganisation for en række klubber, og Via Retro, et onlinemagasin for historiske biler.

Udviklingen bekræftes desuden af tal fra De Danske Bilimportører, som viser, at antallet af indregistrerede biler over 35 år er steget fra 30.300 per 1. maj i 2010 til 42.400 biler samme dato i år.

Hos Motorhistorisk Samråd kaldes bilerne historiske, når de er over 30 år gamle, og så kommer antallet op på 48.500 biler. Her slipper bilerne med længere synsintervaller.

Myndighederne åbner dog først helt op for posen og kalder dem rendyrkede klassikere, når de runder 35 år. Det er også først her, vægtafgiften falder.

Krisen er afblæst
Blandt dem, der er tæt på miljøet omkring de historiske biler, er der ingen tvivl om, at både mængden og interessen vokser.

Ligesom der er opstået en helt ny interesse for youngtimere fra 1980’erne og endda modeller fra 1990’erne.

Her oplever man, at der er flere arrangementer og træf for historiske biler, mens nogle af arrangementerne også trækker flere deltagere.

- Krisen er afblæst. Og det er blevet mere acceptabelt at forkæle sig selv med en hobby som for eksempel en specialbil, man har drømt om, siger Claus Ebberfeld, der er chefredaktør for onlinemagasinet Via Retro.

Man kunne fristes til at tro, at bilerne i nogle tilfælde bliver købt, fordi de er en del af køberens image. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, lyder det.

- Det handler om, at man på denne måde er med i et fællesskab, der så drejer sig om bilerne. Det er lidt på samme måde, som hvis man for eksempel er med i en golfklub, siger Claus Ebberfeld.

Hos Motorhistorisk Samråd kan sekretariatsleder Johnny B. Rasmussen samtidig se, at der bliver brugt flere penge på bilerne.

Nogle køber youngtimere fra 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne – det kan både være sjældne og unikke modeller og mere hverdagsagtige biler – mens andre bruger mange flere penge.

- Hvor nogle måske tidligere ville købe en VW Boble, bliver det nu måske en klassisk Porsche 911, siger Johnny B. Rasmussen.

Til trods for fremgangen i antallet af historiske biler har de etablerede klubber haft en svag tilbagegang over de seneste år.

Mange af de nyslåede bilejere er nemlig ikke med i deciderede mærkeklubber, men mødes i stedet i mere løse sammenhænge, for eksempel ved store træf eller gennem Facebook-grupper.

Mens der tidligere var smalle mærketræf, mødes man nu til 'Cars N’ Coffee', hvor det er nok bare at have et køretøj. Det sker for eksempel ved Kalø Slotsruin på Djursland og ved den klassiske Arne Jacobsen-benzintank på Kystvejen i det sjællandske.

Der er også større træf som 'Træf og Køretøjsdag på Wedelslund Gods', 'Klassisk Køretøjsdag' i Sorø og 'Gavnø Classic Autojumble & Concours de Charme'.

Ford Taunus-ejere kan godt finde noget at snakke om med dem, der har en VW Karmann Ghia eller en BMW Youngtimer, selv om bilerne er født i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Foto: Jens Overgaard
Ford Taunus-ejere kan godt finde noget at snakke om med dem, der har en VW Karmann Ghia eller en BMW Youngtimer, selv om bilerne er født i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Foto: Jens Overgaard

Biler med forhistorie
På Facebook har en gruppe for youngtimere fået godt fat, og der er jævnligt youngtimertræf mange steder. Samtidig er rammerne for, hvornår man kan være med i et fællesskab, blevet videre.

Således har MG-folket nu de nyere MG F-modeller med, mens man hos Jaguar-klubben kan finde XK8-modeller, hvor man tidligere skulle have en mere klassisk Jaguar.

Også hos Alfa Romeo-klubben er der mange med nyere modeller. Det handler om, at bilerne har en forhistorie, en 'pedigree', der kan henføres til mærket.

- Man køber ikke en Aston Martin på grund af bilen selv. Det kan meget vel være, at der er en Porsche eller Mercedes, der kører bedre. Men man køber den, fordi det er en Aston Martin, siger Claus Ebberfeld.

Således følger der også meget forhistorie med at købe en Alfa Romeo. Folk køber ofte biler, som de selv kan huske fra deres barn- og ungdom. Og det betyder, at især youngtimere fra 1970’erne og 1980’erne er kommet i høj kurs.

Selv en mere hverdagsagtig bil som Mazda MX-5 har en stor klub. Og det nye er, at mange af de specielle biler, der købes, ikke nødvendigvis er over de 35 år, det kræver at opnå veteranstatus.

Netop de japanske biler, som mange danskere kan huske fra 70’erne og 80’erne, har fået en opblomstring. Det mærkes eksempelvis i en anden Mazda-klub, nemlig den forholdsvis nystartede klub 'Classic Mazda Cars', der især kredser om biler fra de to årtier.

Klubben, der blev dannet i 2014, henvender sig primært til folk, der har en youngtimer Mazda. Men man behøver ikke at have en bil selv, interessen er nok, forklarer klubformand Jan Overgaard.

- Der var nogle, som bare havde ventet på at blive en del af fællesskabet omkring Mazda, siger han.

I dag har klubben godt 70 medlemmer.

Flere klassiske biler

1. maj 2018
Biler over 30 år: 48.491

Biler over 35 år: 42.377

1. maj 2013
Biler over 30 år: 39.011

Biler over 35 år: 35.476

1. maj 2010
Biler over 30 år: 34.889

Biler over 35 år: 30.304

Kilde: De Danske Bilimportører

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen