Bilejer-organisation om ekstraregning: - Det er urimeligt

Bilejer-organisationen FDM mener ikke, at regningen for en grøn omstilling af bilparken bør lande hos de nuværende bilejere

Regningen for at få flere elbiler på vejene bør ikke lande hos de nuværende ejere af benzin- og dieselbiler, lyder det fra FDM. Arkivfoto: Niels Friis
Regningen for at få flere elbiler på vejene bør ikke lande hos de nuværende ejere af benzin- og dieselbiler, lyder det fra FDM. Arkivfoto: Niels Friis

Mandag præsenterede Elbilkommissionen en række anbefalinger, som skal sikre, at vi får flere lavemissionsbiler ud på de danske veje frem mod 2030. Anbefalingerne rummer fire forskellige modeller, hvor den mest ambitiøse model med 1.000.000 lavemissionsbiler på vejene i 2030 vil koste ejere af benzin- og dieselbiler 5900 kr. ekstra hvert eneste år.

I bilejerorganisationen FDM hilser man kommissionens rapport velkommen og kalder det 'tiltrængt', at der nu tages fat på en omlægning af de danske bilafgifter.

Der er dog flere af kommissionens anbefalinger, som FDM mener er problematiske. For FDM er det nemlig afgørende, at en omlægning ikke gør det dyrere for de nuværende bilejere.

Se også: Stigning på over 650 procent: Disse biler er vi vilde med

- De har allerede betalt en høj registreringsafgift af deres bil og betaler løbende både ejerafgift og brændstofafgift, m.m. Her lægger kommissionen op til, at også nuværende bilejere kan se frem til en ekstraregning på op mod 5900 kroner årligt. Det mener vi er skævt og urimeligt, og det vil ramme almindelige danskere hårdt, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM, i en pressemeddelelse.

- Har betalt rigeligt
I kommissionens anbefalinger har det også været foreslået, at der skal indføres en vejskat på 1000 kr. om året. Heller ikke den er FDM særligt begejstrede for.

- Bilisterne har igennem de høje danske bilafgifter allerede betalt mere end rigeligt for at køre på de danske veje. Derfor er FDM også modstander af den vejskat på 1000 kroner årligt, som kommissionen lægger op til, og som vil ramme alle bilejere, siger Thomas Møller Thomsen.

- Set med samfundsøkonomiske briller vil det give endnu højere mobilitetsomkostninger, der leder til lavere arbejdsudbud og i sidste ende lavere økonomisk udvikling i Danmark. FDM har intet imod kørselsafgifter, men de skal erstatte de eksisterende afgifter - ikke bare lægges ovenpå, siger han.

Ni af de mest solgte bilmodeller i tre prisklasser kommer fra disse producenter. Fotocollage: PR Tips og guides Den store oversigt: Disse elbiler bør du kigge på

824 kommentarer
Vis kommentarer