Bilejere ribbes i storbyen: Se hvor dyr din by er

Bor man i Vejle, Kolding eller Esbjerg har man ifølge en ny undersøgelse nogle af landets bedste forudsætninger for at være bilejer, mens det er helt omvendt i Odense og København

Det er langt mere attraktivt at være bilejer i Vejle, Kolding eller Esbjerg, end det er i Odense og København. Det konkluderer en ny undersøgelse. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Det er langt mere attraktivt at være bilejer i Vejle, Kolding eller Esbjerg, end det er i Odense og København. Det konkluderer en ny undersøgelse. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Hvis du til daglig tanker benzin på Boulevarden, parkerer i Tróndur-parkeringshuset eller sidder fast i trafikken på Fredericiavej i myldretiden, så er du langt bedre stillet som bilejer, end du måske går og tror.

Ud af de 10 største byer i Danmark er Vejle nemlig den by, hvor det er bedst at være bilejer. Og faktisk skal man ikke køre langt fra den jyske havneby for at nå de to andre større byer, der indtager henholdsvis anden- og tredjepladsen på listen: Kolding og Esbjerg.

Det konkluderer en undersøgelse, som sammenligningstjenesten Mikonomi har lavet. Tjenesten har blandt andet undersøgt priserne på benzin, parkering og bilforsikring samt antallet af bilværksteder og færdselsuheld per bil i hver af de 10 største byer og sammenholdt tallene i undersøgelsen.

I nedenstående grafik kan du se, hvor mange point hver enkelt by har fået. Alle tallene bag undersøgelsen kan ses på Mikonomis egen side.

Danmarks billigste bilby

Danmarks ti største byer rangeret efter hvor billigt det er at eje bil.

1. Vejle
2. Kolding
3. Esbjerg
4. Roskilde
5. Randers
6. Horsens
7. Aalborg
8. Aarhus
9. Odense
10. København

Kilde: Mikonomi

Dyr forsikring i hovedstaden
Baggrunden for Vejles førsteplads er, at det er relativt billigt at parkere og tegne bilforsikring, ligesom risikoen for kødannelse er lav sammenlignet med de andre byer på listen. Byen har kun 49 biler per kvadratkilometer, mens København eksempelvis har 1754 biler på en tilsvarende kvadratkilometer.

Det er da også en af grundene til, at hovedstaden indtager sidstepladsen på listen. København har desuden langt flere biler per værksted end de andre byer - 543 mod 271 i Vejle - og uanset om man er 20 eller 45 år, er storbyen den absolut dyreste i Danmark at tegne bilforsikring og parkere i.

Se også: Sverige gør farlig vane forbudt: Nu må svenskere heller ikke tale i mobil bag rattet

Hvis en 20-årig københavner eksempelvis beslutter sig for at købe og forsikre en ny Fiat 500, skal han af med 14.300 kroner om året i forsikring, mens en jævnaldrende esbjerggenser kan slippe med 9797 kroner årligt. Får de to nybagte bilejere herefter lyst til at køre ind til byen for at vise bilen frem, så skal københavneren af med 35 kroner i timen på parkeringspladsen, mens esbjerggenseren kan parkere gratis.

Hurtig service i Kolding
Det er også værd at bemærke, at timeprisen for at parkere i København er tre gange så høj som gennemsnittet for de 10 byer, der ifølge undersøgelsens tal ligger på cirka 12 kroner. Til gengæld scorer København højest på placering, og priserne på benzin er i top tre – byens tankstationer overgås kun af tilsvarende i Odense og Aarhus.

Hvis man er fyldt 45 år og går og drømmer om en ny Fiat 500, så er Aalborg og Kolding dog at foretrække. I Aalborg koster det 2112 kroner om året at forsikre den lille bil, mens man i Kolding kan slippe med bare 1994 kroner om året. Det er lige knap 1000 kroner billigere end i København.

Bilejere i Kolding har desuden gode chancer for at få serviceret bilen hurtigt, da der er bare 269 biler per værksted i byen. Kun Randers kan slå Kolding på dette kriterie med 221 biler per værksted.

Se også: Eksperter: Køb trygt nyere dieselbiler

Se også: Strejken er slut: Tyske fabriksarbejdere er blevet enige med bilfabrikkerne om lønforhøjelse

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere