Bilen holder øje: Bilister kræver bedre lovgivning

Nye biler høster i stigende grad informationer om førerens kørselsvaner og bilens ve og vel, og det får nu et stort flertal til at efterlyse ny lovgivning

EU-kommissionen vil inden længe præsentere sin anbefaling til, hvordan de oplysninger, som bilen indsamler under kørslen, bliver brugt. Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzai Scanpix
EU-kommissionen vil inden længe præsentere sin anbefaling til, hvordan de oplysninger, som bilen indsamler under kørslen, bliver brugt. Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzai Scanpix

Engang var selvkørende biler med stor computerkraft og kunstig intelligens en fantasi, der kun fik lov at udfolde sig i bøger, film og på tv. Oftest var computeren en hjælpende hånd, men i enkelte tilfælde legede forfattere og instruktører med tanken om en computer, der vendte sig mod mennesket.

I dag er de intelligente biler blevet virkelighed, og det har gjort datidens tankeeksperiment relevant igen. For er det udelukkende godt, når bilen er i stand til at høste oplysninger om sin egen tilstand, placering og førerens kørselsvaner?

Ifølge en omfattende europæisk undersøgelse har dilemmaet fået det store flertal til at efterlyse bedre beskyttelse.

Hele 93 procent af de adspurgte i undersøgelsen erklærer sig helt eller delvist enige i, at der er behov for ny lovgivning, der kan sikre dem retten til de oplysninger, som deres bil indsamler. Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet Voxmeter blandt 44.900 bilister i 15 europæiske lande.

FDM: 'Et hul i loven'
Bag undersøgelsen står bilklubbernes paraplyorganisation FIA, som FDM er en del af, og her deler man de europæiske bilisters bekymring.

- Nye biler opsamler allerede i dag en lang række data om både bilen og føreren. I fremtiden vil det kun blive endnu mere. Derfor er der behov for en mere tidssvarende lovgivning, som sikrer forbrugernes interesser og ret til egne data bedre end i dag, siger FDM's administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen, i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det har FDM og de europæiske bilklubber længe efterlyst, og som vores undersøgelse viser, er det også, hvad bilejerne ønsker.

Ifølge Jyllands-Posten, der først har beskrevet undersøgelsen, findes der i øjeblikket ikke lovgivning, der regulerer den data, som bilproducenterne indsamler, eller gør det klart, hvem der har ret til dem.

Overfor avisen kalder afdelingschef hos FDM, Torben Lund Kudsk, det for 'et hul i loven'.

Se også: Fugleklat landede uheldigt: Bilist får stor bøde

Danskerne deler gerne
Den danske bilistorganisation påpeger dog samtidig, at det ikke nødvendigvis er et problem, at bilproducenten kan holde øje med, om føreren kører for stærkt eller springer bremse-eftersynet over.

De tekniske muligheder kan nemlig være med til at gøre det sikrere og nemmere at være bilejer, hvis de vel at mærke bliver brugt rigtigt. I alt 1019 danske bilister har ifølge FDM deltaget i den europæiske undersøgelse, og heraf vil 80 procent eksempelvis gerne dele oplysninger om bilen med deres værksted.

Ved at give værkstedet adgang til de oplysninger, som bilen høster, kan føreren automatisk blive kontaktet om forestående reparationer. Men medaljen har en bagside, påpeger FDM's administrerende direktør.

- Det kræver, at det ikke kun er bilproducenten, der har adgang til bilens data og dermed mulighed for at servicere bilen. Er det tilfældet, risikerer bilejerne at blive bundet til bilmærkets egne værksteder. Det går ud over konkurrencen og kan koste forbrugerne dyrt, siger Thomas Møller Thomsen i en pressemeddelelse.

Det forventes, at EU-kommissionen inden længe vil præsentere sine anbefalinger til, hvordan indsamlede oplysninger fra biler skal behandles i fremtiden.

Se også: Populære mikrobiler i fare: For billige til eldrift

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere