Bilen smeltede under evakuering: Nu har modig sygeplejerske fået en ny

Da skovbranden i Californien nåede hospitalet i byen Paradise, brugte en sygeplejerske sin egen pickup til at få patienter væk fra flammerne

Selv om alt plastik er smeltet på den hvide Toyota Tundra, kører den fint, og lyset virker sågar stadig. Foto: Toyota
Selv om alt plastik er smeltet på den hvide Toyota Tundra, kører den fint, og lyset virker sågar stadig. Foto: Toyota

Den hvide Toyota Tundra pickup var med Allyn Pierces egne ord hans 'drømmebil'. Og den 8. november førte den ham direkte gennem den altødelæggende skovbrand, der på det tidspunkt havde bredt sig til hans hjemby, Paradise i Californien.

Ikke én, men to gange brugte han sin private bil til at køre patienter til sikkerhed fra det hospital, hvor han arbejdede som sygeplejerske. Og pickuppen, som han havde givet kaldenavnet 'Pandra', modstod både varmen og flammerne, der slikkede op ad bilens sider.

Allyn Pierce har genfortalt hændelsen over for Washington Post. Her nævner han blandt andet, hvordan motoren blev ved med at køre, selv om vejen pludselig var spærret, og han var nødsaget til at stoppe bilen midt i flammehavet.

Det var dog stadig en tydeligt mærket pickup, der til sidst fandt vej ud af skoven. Lygter, sidespejle og andre plastikdele var smeltet, den ene bagdør var som limet til karosseriet og bilen, der oprindeligt var hvid, lignede nu mere en bålstegt skumfidus, som Allyn Pierce efterfølgende pointerede på sin Instagram-profil.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

 

En ny 'Pandra'
Ovenstående opslag nåede hurtigt verden rundt. Hos Toyota USA så man det også, og her besluttede man sig for at tilbyde Allyn Pierce en ny pickup som erstatning for den ramponerede 'Pandra'.

- Vi er beærede over, at du har risikeret dit liv og Toyota Tundra for at køre folk i sikkerhed. Du behøver ikke bekymre dig om din pickup, det vil være en ære for os at give dig en ny, skrev Toyota efterfølgende på Instagram.

Og det løfte holdt Toyota. Ifølge mediet Motor1 har Allyn Pierce allerede nu fået en spritny og næsten identisk Toyota Tundra pickup at køre rundt i.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

Den nye bil ændrer ikke på, at Allyn Pierce ligesom mange andre har mistet både sit hjem og arbejde i skovbranden. Han er dog trods alt stadig blandt de heldige, der er kommet ud på den anden side med livet i behold.

Ifølge ABC News kom branden først under kontrol søndag, og mindst 85 har mistet livet i de 18 dage, branden har hærget Californien.

Se også: Landsby træt af fartsyndere: Blitzer over 58.000 på to uger

Skal bruges som reklame
Selv om den nye Toyota Tundra umiddelbart kan ligne en gavmild gave fra Toyota USA, får producenten dog noget igen. I et svar til en af sine Instagram-følgere skriver Allyn Pierce, at Toyota USA får den originale 'Pandra', og at planen er at vise den frem ved motorudstillinger med mere.

Det er i øvrigt ikke første gang, Toyota har held til at bevise over for et verdensomspændende publikum, at producentens pickupper er særdeles holdbare.

Tilbage i 2003 satte de originale værter for det britiske bilprogram Top Gear en Toyota Hilux på prøve - og her viste det sig angiveligt, at hverken ild eller et fald på 23 etager kunne slå bilen ihjel.

Se også: Bilgigant dømt: Skal tilbagekøbe seks år gammel bil for nyprisen

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere