Bilgigant bløder halv milliard: Biler brugte for meget brændstof

Fiat Chrysler-koncernen måtte sidste år betale en stor bøde for ikke at leve op til USA's miljøkrav

Flere bilproducenter har de seneste år haft svært ved at overholde USA's krav til brændtofforbruget i amerikansk-byggede biler. Foto: Jens Dresling
Flere bilproducenter har de seneste år haft svært ved at overholde USA's krav til brændtofforbruget i amerikansk-byggede biler. Foto: Jens Dresling

77 mio. dollars, svarende til 508 mio. danske kroner.

Så meget måtte den amerikansk-europæiske bilkoncern FCA sidste år betale i bøde til den amerikanske stat. Koncernen har nemlig ikke formået at overholde de strenge amerikanske krav til brændstoføkonomi.

Den konkrete bøde er givet for at overskride grænsen for brændstofforbrug, som producentens bilmodeller i gennemsnit måtte have tilbage i 2016. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I USA producerer FCA-koncernen alt fra de store amerikanske Ram-pickupper over firehjulstrækkere som Jeep Wrangler og til sportsvogne som Dodge Challenger.

21 km/l i gennemsnit
Det er langt fra noget nyt, at bilproducenterne må betale bøder for ikke at overholde kravene i USA. Ifølge Reuters er bøden til FCA-koncernen dog en del større end dem, som den samlede bilindustri har modtaget de foregående år.

I 2011 betalte producenterne eksempelvis 260 mio. kroner tilsammen, mens den samlede bødestraf angiveligt var helt nede på 15 mio. kroner i 2014.

Bøderne er et resultat af USA's gradvist stigende miljøkrav. Stormagten har et erklæret mål om, at den del af bilproducenternes modelprogram, der bygges i USA, i 2025 skal bruge under 4,7 liter brændstof pr. 100 kilometer i gennemsnit. Det svarer cirka til 21 km/l.

Miljømålet blev formuleret tilbage i 2012 og har skabt stor debat i USA. Producenterne lobbyer for, at det er for højt sat, og præsident Donald Trump har foreslået at fastfryse kravene på det niveau, som producenterne skal overholde i 2020. Det er dog endnu ikke afgjort, om den manøvre lykkes præsidenten.

Se også: Schweiz konfiskerer 25 luksusbiler fra diktatorsøn

500.000 olietønder mere
Hos FCA er man fortaler for at lave reglerne om i stedet for 'at kræve, at virksomhederne betaler store summer, fordi antagelser fra 2011 viste sig at være forkerte', som lederen af FCA's eksterne affære, Shane Karr, siger til Reuters.

Han understreger dog også overfor nyhedsbureauet, at producenten 'forpligter sig til at forbedre brændstofforbruget i vores flåde og øge vores amerikanske produktion'.

Hvis Donald Trumps forslag bliver til virkelig, anslås det at kunne spare bilproducenterne op mod 300 mia. dollars tilsammen. Ifølge Reuters ville det dog antageligt også øge olieforbruget med 500.000 tønder om dagen i 2030.

Se også: Et lille kamera kan frikende dig for ansvaret ved trafikuheld

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere