Bilgigant dropper model: 'Ingen vil savne bilerne'

BMW har besluttet at skære en model fra for at gøre sit modelprogram mindre komplekst

BMW vil ikke udvikle en ny generation af 3-serie Gran Turismo, der har været på markedet siden 2013. Foto: BMW
BMW vil ikke udvikle en ny generation af 3-serie Gran Turismo, der har været på markedet siden 2013. Foto: BMW

Ingen afløser til BMW 3-serie Gran Turismo, færre varianter og ’mindre kompleksitet’.

Den sydtyske bilgigant har besluttet at skære overskydende fedt fra vingerne i et forsøg på at holde kursen gennem en turbulent periode. Det betyder først og fremmest, at den helt nylancerede 3-serie ikke vil kunne fås i en ’Gran Turismo’-udgave, sådan som det har været muligt siden 2013.

Det bekræfter BMW i en pressemeddelelse, som Automotive News Europe først har beskrevet.

BMW 3-serie Gran Turismo er bilproducentens bud på en praktisk personbil, der tager det bedste fra den velkørende 3-serie og kombinerer det med højere til loftet og større bagagerum.

Resultatet er en model, der designmæssigt har delt vandene siden sin fødsel, men som ifølge BMW er efterspurgt blandt kunderne.

Se også: Medier: Bilgiganter vil bygge elbiler sammen

Ingen grund til at sælge alting
Store investeringer i elbiler og øget konkurrence fik ifølge Automotive News BMW’s profit til at falde med næste otte procent i 2018. Samtidig er producenten angiveligt mærket af faldende bilsalg i Europa, ligesom toldkrigen mellem USA og Kina har lagt pres på producenten, der bygger en række modeller i USA.

På ledelsesgangen i München forventer producentens finansielle chef, Nicolas Peter, at tendensen vil fortsætte i år.

- Vi regner med, at hele sektoren fortsat vil opleve stærk modvind i 2019. I lyset af den nuværende udvikling har vi i sinde at udvide og intensivere arbejdet (med at nedbringe omkostningerne, red.), siger han ifølge mediet.

Automotive News har luftet nyheden for analytiker Juergen Pieper fra Bankhaus Metzler, og han bifalder beslutningen om at skære 3-serie Gran Turismo fra.

- Ingen vil savne bilerne, siger han til mediet og tilføjer, at bilproducenter ikke er ’supermarkeder - der er ingen god grund til at sælge alting’.

Se også: Ingen strøm? Nu kan elbiler få særlig vejhjælp

102 kommentarer
Vis kommentarer