Bilgigant har lyttet med på 90.000 bilisters radio

Amerikanske General Motors har indsamlet informationer om de mange bilisters radiovaner for at blive klogere på, hvilke kunder der lytter til hvad

Mange af bilerne fra General Motors er konstant opkoblet til internettet, og det gør det muligt for giganten at trække detaljerede informationer ud om kundernes vaner. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Mange af bilerne fra General Motors er konstant opkoblet til internettet, og det gør det muligt for giganten at trække detaljerede informationer ud om kundernes vaner. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Forestil dig, at der sker det samme, når du tænder for bilradioen, som når du har søgt på hoteller eller flyrejser på Google: Reklamepauserne vil være fyldt med målrettede annoncer, på samme måde som Facebook og stort set alle andre internetsider i dag præsenterer dig for hotelovernatninger til spotpriser.

Det er en del af ambitionen med et stort markedsføringsprojekt, som den amerikanske bilgigant General Motors arbejder på. Og koncernen har ifølge markedsføringssiden WARC fundet ud af, hvad kunderne kan lide at lytte til, ved at indsamle informationer fra intet mindre end 90.000 biler.

Det fortalte General Motors' direktør for global digital transformation, Saejin Park, for nylig på en markedsføringskonference i Florida.

- Radioindustrien og bilindustrien har eksisteret side om side. Men der har aldrig rigtig været så meget interaktion mellem de to. (...) Vi besluttede derfor at indsamle lytterinformationer fra 90.000 biler, sagde Saejin Park ifølge WARC.

Et detaljeret indblik
Kunderne, der alle er fra Los Angeles og Chicago, havde angiveligt meldt sig frivilligt til at blive overvåget af General Motors.

Helt lavpraktisk kunne det lade sig gøre, fordi koncernens nye biler i forvejen er koblet konstant til internettet. Det gjorde det muligt at indsamle meget detaljerede oplysninger og herefter sende målrettede reklamer den anden vej.

På den måde kunne General Motors teste, hvilke reklamer der fungerede bedst på forskellige kundegrupper.

- Vi kan se, om de lytter til den (reklamen, red.) helt til slut. Eller om de skifter kanal i midten af reklamen, sagde Saejin Park ifølge WARC og uddybede:

- Og du kan så begynde at teste, om man ved at sende dem forskellige slags reklamer kan ændre deres lytteradfærd.

Det viste sig, at føreren af en Cadillac Escalade SUV ikke nødvendigvis har samme adfærd som ham, der kører i en GMC Yukon SUV - der ud over mærket på kølergrillen er en stort set identisk bil.

Se også: Pas på farten: Her bliver de første stærekasser tændt tirsdag

Mere end målretning
Indsamlingen af data skete fra november 2017 til januar i år, og siden har marketingfolkene hos General Motors været i gang med at analysere den store datamængde.

Når analysen er færdig, bliver resultatet sendt videre til koncernes bilproducenter, der foruden Cadillac og Chevrolet tæller blandt andet Buick, Holden og GMC.

Og det er ifølge Saejin Park meget muligt, at dataen kan bruges til mere end bare målretning af radioreklamer.

- Vi leder efter måder at bruge denne type datasæt på. Det er et kompliceret, komplekst problem, og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men General Motors er virkelig interesseret i at finde ud af, hvad den potentielle vej kunne være, sagde han ifølge WARC på konferencen i Florida.

Se også: Stadig sexet efter så mange år: Monroes tordenfugl skal på auktion

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere