Bilgigant har planer om mere grønt

Volkswagen vil reducere CO2-udledningerne per bil frem mod 2030

Volkswagen vil reducere CO2-udledningen per bil i Europa med 40 procent inden år 2030. Foto: Francois Lenoir/Ritzau Scanpix
Volkswagen vil reducere CO2-udledningen per bil i Europa med 40 procent inden år 2030. Foto: Francois Lenoir/Ritzau Scanpix

Selvom en elbil som udgangspunkt er grønnere end en tilsvarende benzin- eller dieselbil, så udleder en elbil stadig meget CO2 i forbindelse med blandt andet produktion af bilen.

Nu vil den tyske bilgigant Volkswagen reducere mængden af CO2, som udledes per bil i Europa med 40 procent frem mod år 2030. Tidligere lå ambitionen på 30 procent, men den hæver Volkswagen nu, og det vil betyde, at hver bil i år 2030 vil udlede 17 ton CO2 mindre end i dag.

Den reducerede mængde CO2 per bil skal blandt andet opnås ved, at der produceres flere elbiler, at forsyningskæderne og driften af elbilerne gøres klimaneutral i forhold til miljøregnskabet, og at højvoltsbatterierne fra udtjente elbiler genanvendes.

- Vores store elbiloffensiv var kun begyndelsen. Vi tænker i CO2-reduktion som en helhed: fra produktionen over anvendelsen til genanvendelsen. Som den første bilproducent understøtter vi nu også selv udbygningen af vedvarende energikilder i industriel målestok, siger Ralf Brandstätter, der er adm. direktør hos Volkswagen, i pressemeddelelsen.

Vil etablere vedvarende energi
Et andet element, som skal sikre den lavere CO2-udledning per bil med Volkswagen-logo, er, at opladningen af elbiler konsekvent sker med strøm fra vedvarende energikilder.

For at bidrage til det vil Volkswagen nu udbygge vedvarende energikilder.
Frem mod 2025 skal der således opføres nye vindmølle- og solcelleparker i forskellige regioner i Europa, og bilgiganten har allerede indgået aftale om de første projekter sammen med energikoncernen RWE.