Bilgigant satser: Investerer kæmpebeløb i 36.000 ladestandere

Volkswagen vil opstille offentlige ladestandere over hele Europa og sørge for, at koncernens ansatte kan lade på jobbet

Volkswagen er den seneste af en række bilproducenter, der vil bygge ladestandere til sine medarbejdere.  Foto: Volkswagen
Volkswagen er den seneste af en række bilproducenter, der vil bygge ladestandere til sine medarbejdere. Foto: Volkswagen

1,87 mia. kroner vil Volkswagen bruge på ladestandere i Europa frem mod 2025.

Med de penge vil den tyske bilgigant være med til at sikre, at der er nok steder at lade elbilerne op, når de efter alt at dømme mangedobles i antal i løbet af de kommende år. Pengene rækker til 36.000 ladere, hvoraf 11.000 skal udvikles af Volkswagen selv.

Bilgiganten vil blandt andet give cirka 3000 VW-forhandlere mulighed for at oplade elbiler, ligesom 4000 ladestationer skal opstilles ved VW's fabrikker i Tyskland. Mange af sidstnævnte bliver angiveligt også tilgængelige for offentligheden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Volkswagen, som Teknikens Värld har beskrevet.

VW-ansatte i første række
Giganten forventer, at fremtidens elbilejere får særligt brug for opladningsmuligheder på jobbet. Det er også en del af begrundelsen for, at Volkswagen vil opstille ladestandere til sine ansatte på de tyske fabrikker.

Også VW's hjemby, Wolfsburg, får inden længe 28 hurtigladere.

Bilgiganten lægger sig dermed i kølvandet på blandt andet Opel, der sidste år meldte ud, at man vil bygge 1300 ladestandere i hjembyen Rüsselsheim. Også Skoda har store planer - her vil man opstille 7000 ladestandere ved sine tre fabrikker i Slovakiet frem mod 2025.

De resterende VW-ladestandere skal udbredes gennem datterselskabet Elli og Ionity-partnerskabet, som VW står bag sammen med en række andre bilproducenter. Indtil videre har Ionity opstillet 100 ladestationer i Europa.

Se også: Bilgigant vil give redderne overblik over ulykken, før de ankommer

Langt til målet
Ifølge Volkswagens egen analyse vil offentlige ladestandere kun stå for en fjerdedel af alle opladninger i fremtiden. Alligevel er der brug for større politisk fokus, hvis det skal lykkes at møde efterspørgslen, mener Thomas Ulbrich, der er bestyrelsesmedlem i VW.

- Opladning af en elbil skal være lige så nemt og bekvemt som at oplade din smartphone. Det er derfor vi har brug for markant flere offentlige ladestationer og mere enkle regler for installation af en privat wallbox. Volkswagen ønsker at sende et signal og involvere sig i udviklingen af ladeinfrastrukturen på alle niveauer, siger han i pressemeddelelsen.

I Tyskland har koalitionsregeringen et mål om, at der næste år skal være 100.000 ladestandere fordelt over hele landet. Ifølge brancheorganisationen for de tyske energi- og vandselskaber, BDEV, var der dog kun 16.100 tyske ladere i begyndelsen af i år.

I Danmark er der omkring 2600 ladestandere, skriver VW.

Se også: Fremtiden kalder: Mekanikere skal være bedre til elbiler

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere