Bilgigant slår alle konkurrenterne: Disse elbiler er vi helt vilde med

Volkswagen satte sig i april måned på pladserne over de mest sælgende elbiler

Volkswagen ID.4 blev den mest solgte elbil i april. Foto: Volkswagen
Volkswagen ID.4 blev den mest solgte elbil i april. Foto: Volkswagen

Der blev i april måned købt særdeles mange opladelige biler. Hver fjerde nyindregistrerede bil var således opladelig i april, og de rene elbiler tegnede sig for 6,5 procent af det samlede salg.

Særligt ét bilmærke kan se tilbage på en ekstra succesfuld måned, når det gælder salget af nye elbiler.

På listen over de mest solgte elbiler i april måned har Volkswagen indtaget både første- og andenpladsen. Det sker med modellerne ID.4 og ID.3, som henholdvis har sat sig på de to pladser.

Volkswagen ID.4 blev solgt i 252 eksemplarer i april, mens 138 ID.3'ere kom ud på danske veje. Tredjemest sælgende elbil i april blev Hyundai Kona med 97 eksemplarer.

I april kom i alt 1010 nye elbiler ud på vejene, og det er cirka 170 procent flere end i april 2020, hvor der blev registreret 373 nye elbiler.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

Her kan du se listen over de 10 mest solgte elbiler i april. Grafik: De Danske Bilimportører
Her kan du se listen over de 10 mest solgte elbiler i april. Grafik: De Danske Bilimportører

Citroën blev mest solgte
Mens det blev Volkswagen, der var det mest sælgende mærke blandt elbilerne, skal vi kigge mod Frankrig for at finde den mest sælgende bil generelt i april måned.

Med 653 solgte eksemplarer blev Citroën C3 den mest solgte bil i april, efterfulgt af Ford Kuga med 639 eksemplarer og Peugeot 208 med 572 eksemplarer.

Af de i alt 639 nye Ford Kugaer var 630 eksemplarer plug-in hybrider, hvilket gør Ford Kuga til den klart mest sælgende plug-in hybrid i april. På anden- og tredjepladsen finder man Peugeot 3008 foran Toyota Rav4, som blev solgt i henholdsvis 187 og 179 eksemplarer.