Bilgigant smider 15 milliarder efter elbiler

Bilkoncernen General Motors har offentliggjort, at koncernen vil investere 2,2 milliarder dollars i fabrik dedikeret til produktion af elbiler

Detroit-Hamtramck-fabrikken bliver GMs første 100 procent dedikerede elbilfabrik. Foto: Bill Pugliano/Ritzau Scanpix
Detroit-Hamtramck-fabrikken bliver GMs første 100 procent dedikerede elbilfabrik. Foto: Bill Pugliano/Ritzau Scanpix

General Motors (GM) har en vision om en 100 procent elektrisk fremtid inden for bilverdenen, og den vision har nu fået ben at gå på, da den amerikanske bilkoncern har offentliggjort, at den vil investere 2,2 milliarder dollars, svarende til lige under 15 milliarder danske kroner, i koncernens bilfabrik i Detroit-Hamtramck.

Det oplyser GM i en pressemeddelelse.

Målet er, at fabrikken skal omdannes til en elbilfabrik, hvor der skal bygges en bred vifte af 100 procent elektriske SUV'er og trucks. GMs første rene elektriske truck bliver en pickup, som efter planen skal produceres fra slutningen af 2021.

- Gennem denne investering tager GM et stort skridt mod at gøre vores vision om en 100 procent elektrisk fremtid til en realitet, siger Mark Reuss, præsident i GM, i pressemeddelelsen.

- Vores elektriske pickup vil blive den første af adskillige elektriske truck-varianter, som vi vil bygge på Detroit-Hamtramck-fabrikken i de kommende år, siger han.

Samtidig løfter GM sløret for planerne om at bygge en selvkørende elbil med navnet Cruise Origin.

Med lanceringen af mild-hybridudgaverne af Fiat Panda og Fiat 500 tager Fiat langt om længe hul på elektrificeringen af dets modelprogram. Foto: Fiat Biler Nu kommer populær danskerbil som hybrid

- Forbliver i centrum
Siden efteråret 2018 har GM forpligtet sig til at lægge investeringer for mere end 2,5 milliarder dollars i staten Michigan i forsøget på at kunne sende elektriske biler på markedet. GM har således investeret i en fabrik i Orion, et batterilaboratorium og nu denne investering i fabrikken ved Detroit.

En vigtig drivkraft bag GMs beslutning om at forpligte sig til Detroit-Hamtramck-fabrikken er den støtte, som projektet har modtaget fra staten Michigan.

- Støtten fra staten Michigan var et nøgleelement i at gøre denne investering mulig, siger Reuss.

- Denne investering er med til at sikre, at Michigan forbliver i centrum af den globale bilindustri, når vi fortsætter vores rejse til en elektrificeret fremtid, siger Reuss.

Detroit-Hamtramck-fabrikken bygger i dag bilmodellerne Cadillac CT6 og Chevrolet Impala, og arbejdet med at omdanne fabrikken til en elbilfabrik er gået i gang. I dag er cirka 900 mennesker ansat på anlægget, men anlægget vil fra slutningen af februar gå i tomgang i flere måneder, når renoveringen og omstillingen til elbilfabrik begynder.

Når fabrikken er i fuld drift, vil investeringen ifølge GM skabe mere end 2200 job.

Videnskab Mercedes præsenterer vild fremtidsbil

125 kommentarer
Vis kommentarer