Bilgigant tester danskerfavorit som selvkørende bil

Volkswagen har sendt fem selvkørende Golf-modeller ud på vejene i det nordlige Hamborg

VW Golf blev den femte mest solgte bil i Danmark i 2018. Nu arbejder koncernen på at gøre modellen selvkørende. Foto: VW
VW Golf blev den femte mest solgte bil i Danmark i 2018. Nu arbejder koncernen på at gøre modellen selvkørende. Foto: VW

Det er ikke mere end en lille uge siden, at Volkswagen Golf fyldte 45 år.

Selv om navnet stadig er det samme, er der dog sket en hel del med den lille og populære bil gennem dens levetid. Senest har VW udviklet fem eksemplarer af modellen, der ikke bare er eldrevne, men også i stand til at køre selv. Og de triller nu rundt på gaderne i Hamborg.

Bilerne har fået en ni kilometer lang rute i den nordlige del af byen, som de må køre på. Bag rattet sidder godt nok en fører, der er klar til at gribe ind i nødstilfælde, men teknologien i bilerne opfylder niveau fire på den såkaldte SAE-skala for selvkørende funktioner.

Det skriver Volkswagen i en pressemeddelelse, som Automotive News Europe har beskrevet.

Næsten helt selvkørende
Niveau fire er det næsthøjeste på SAE-skalaen, hvilket dækker over, at det er muligt at køre uden hjælp fra føreren i små områder - for eksempel i afgrænsede områder af en by.

For at gøre det muligt er bilen ifølge Volkswagen blevet udstyret med radar, laser og særlige kameraer, som ligger langt fra ekstraudstyret i en almindelig Golf.

Til sammenligning er den omdiskuterede autopilot i Teslas modeller på niveau to på SAE-skalaen.

At Volkswagen har valgt netop Hamborg til at teste sine selvkørende Golf-modeller, er ifølge Automotive News ikke tilfældigt. Byen er angiveligt i gang med at bygge et stort testanlæg til netop selvkørende biler, hvor de ombyggede Golf-modeller vil kunne simulere bykørsel.

Se også: Ford sætter strøm til nye SUV-modeller

Kapløb mellem giganterne
VW's testkørsel er det seneste tiltag i bil- og teknologigiganternes kapløb om at bygge selvkørende biler. Amerikanske Uber og Waymo er allerede langt fremme med udviklingen, mens tyske BMW ifølge Automotive News har testet niveau 4-teknologi siden 2017.

Hurtigst ser det ud til at gå hos Waymo, der i december lancerede sin første selvkørende taxa-service i Phoenix, USA. Virksomheden gjorde sig sidste år yderligere bemærket ved at bestille 20.000 eksemplarer af den nye Jaguar I-Pace elbil, som efter planen også skal indgå i en selvkørende taxa-flåde fra 2020.

Volkswagen har endnu ikke sat en dato på, hvornår den selvkørende teknologi, som nu testes, finder vej til de almindelige Golf-modeller.

Se også: Én dræbt: Kia og Hyundai undersøges for pludselige brande

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere