Bilgigant vil bygge 70 forskellige elbiler

Den tyske VW-koncern hæver ambitionen om at bygge 50 elektriske modeller inden 2028 til 70

Konceptbilen Audi e-tron GT vil med stor sandsynlighed udvikle sig til en af de biler, VW-koncernen sender på markedet i de kommende år. Foto: Audi
Konceptbilen Audi e-tron GT vil med stor sandsynlighed udvikle sig til en af de biler, VW-koncernen sender på markedet i de kommende år. Foto: Audi

15 mio. elbiler fordelt over 50 modeller og 10 år var måske lavt sat.

Det er tilsyneladende den konklusion, bilgiganten Volkswagen er nået frem til efter at have offentliggjort planen i efteråret. Koncernen har i hvert fald nu besluttet at skrue ambitionerne en tand mere op til 22 mio. biler og 70 modeller i 2028.

De mange modeller skal fordeles ud over koncernens talrige bilmærker, der foruden Volkswagen tæller blandt andet Audi, Skoda, Porsche og Seat.

VW skriver i en pressemeddelelse, at den justerede plan er et resultat af bilproducentens arbejde med at 'skabe fuldt ud CO2-neutral balance på alle områder fra flåden af bilen til produktion og administration i 2050'.

Satser 30 milliarder
Allerede i 2025 skal VW-koncernen have skåret 30 procent af det gennemsnitlige CO2-udslip for alle sine biler, og indtil videre har bilgiganten øremærket 30 mia. euro til det elektriske projekt.

Det er ikke umiddelbart klart, om koncernen har lagt flere penge til side i forbindelse med sin nye plan, da VW allerede i november meldte ud, at man ville bruge i alt 44 mia. euro på elektriske biler, selvkørende teknologi og mobilitetstjenester.

Den forhøjede ambition kommer dog samtidig med, at VW har annonceret en stor sparerunde. I 2023 håber koncernen at kunne spare 5,9 mia. euro om året, og ifølge Automotive News Europe skal det blandt andet ske ved at øge produktiviteten og fyre op mod 7000 medarbejdere.

Også de mange bilmærker under VW-paraplyen er efter sigende oppe til revision.

Se også: Bilgigant satser på strøm: Fire modeller på én gang

Flere elbiler på vej
VW-koncernen har for nylig sendt den fuldt elektriske Audi e-tron på markedet, Porsches Taycan-model er på vej, og næste år følger Volkswagens egen dedikerede elbil, kaldet ID.

Skal ambitionen om 70 modeller nås inden 2028, skal bilgiganten fra og med næste år sende en ny model på markedet med et mellemrum på under 50 dage. På biludstillingen i Genève har koncernen derfor også vist flere bud på kommende elbiler, heriblandt Seat e-Born, Skoda Vision IV og Audi e-tron Q4.

En af grundstammerne i den elektriske satsning er den såkaldte MEB-platform, som en række af bilerne skal bygges på.

VW har for nylig åbnet for, at andre bilproducenter kan købe og bruge platformen i deres egne biler, hvilket ifølge pressemeddelelsen fra Volkswagen kan give en 'markant reduktion' af omkostningerne ved koncernens grønne strategi.

Se også: Slut med at prutte: Nu kasserer Mercedes klassisk bilsalg

112 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere