Bilgigant viser ny brintbil: Udleder kun rent vand

Toyota præsenterer ny og større Mirai, som er mærkets brintbil

Sådan ser anden generation af Toyota Mirai ud. Brintbilen kommer til næste år. Foto: Toyota
Sådan ser anden generation af Toyota Mirai ud. Brintbilen kommer til næste år. Foto: Toyota

Tilbage i 2014 var Toyota det første bilmærke i verden til at introducere en dedikeret brintbil. Mirai, der betyder 'fremtid' på japansk, hedder modellen, og nu afslører bilgiganten anden generation af den miljøvenlige bil. Den nye Mirai kommer med baghjulstræk, et nyt design og en rækkevidde på en tankfuld brint på 650 km. Den nye Mirai har verdenspremiere ved biludstillingen Tokyo Motor Show 2019 i Japan i slutningen af oktober.

Det oplyser Toyota i en pressemeddelelse.

Mirai var den første brintbil, der udelukkende var bygget som værende netop det helt fra bunden, og dermed var Toyota blandt de første til at introducere brændselscelleteknologien på bilmarkedet.

Se også: Salg af elbiler stiger med 321 procent

Den første Mirai med en rækkevidde på omkring 500 km på en optankning er blevet solgt i omkring 10.000 eksemplarer siden introduktionen - heriblandt blot 22 i Danmark. En brintbil kan tankes på få minutter, og den eneste udledning under kørslen er rent vand, der faktisk er så rent, at det kan drikkes.

Se også: Nyt taxaselskab rider kun på strøm

Mere effektiv
Den nye generation Mirai introduceres til næste år – først i Japan, Nordamerika og Europa - og Toyota understreger, at høj effektivitet fortsat er et vigtigt parameter for brintbilen. Japanerne går efter en 30 procent øget rækkevidde på en tankfuld brint sammenlignet med første generation Mirai. Det betyder i realiteten en rækkevidde på omkring 650 km. Den længere rækkevidde skyldes bl.a. en række forbedringer i brændselscellesystemet og brugen af større brinttanke.

- Vi har nået vores mål om at bygge en bil, som kunderne vil køre i hele tiden, en bil, der har et attraktivt design, der taler til følelser, og som har lige præcis de dynamiske og responsive præstationer, der kan få folk til at smile, siger Yoshikazu Tanaka, der har stået i spidsen for udviklingen af den nye generation Mirai, i pressemeddelelsen.

- Jeg ønsker, at kunderne siger, at de vælger Mirai - ikke kun fordi det er en brintbil, men fordi de ganske enkelt bare ville have den bil - og så er det tilfældigvis bare en brintbil, lyder det fra chefudvikleren Tanaka.

Se også: Jysk virksomhed vil lade elbilen op på tre minutter

Mirai har desuden haft vokseværk. Anden generation Mirai måler i udstillingsudgaven 497 cm i længden, hvilket er otte cm længere end forgængeren. Bredden er vokset med syv cm til 189 cm, mens den er seks centimeter lavere. Akselafstanden på 292 cm er 14 cm længere end på første generation.

Se også: Disse biler kæmper om titlen som Årets Bil 2020

258 kommentarer
Vis kommentarer