Bilist kørte 154 km/t i 90-zone: Fotovogn blitzede bøder for over 500.000 kroner

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde et travlt døgn med fartkontrol

Der blev blitzet løs, da politiet var på kontrol tirsdag, hvor adskillige bilister kørte for stærkt. Foto: Sebastian Buur Gunvald/Ritzau Scanpix
Der blev blitzet løs, da politiet var på kontrol tirsdag, hvor adskillige bilister kørte for stærkt. Foto: Sebastian Buur Gunvald/Ritzau Scanpix

Tirsdag var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på fartkontrol flere steder i politikredsen med både fotovogn og lasermåler.

Adskillige bilister kørte for hurtigt forbi politiets fartkontrol. Det fortæller politiet i døgnrapporten.

I alt fangede politiet 563 bilister, som kørte for stærkt forbi de fartkontroller, som de havde stillet op i løbet af onsdagen.

Når den mindste bøde, man kan få, for en overskridelse af hastighedsgrænsen ligger på 1.000 kroner, vil det altså sige, at der mindst blev skrevet bøder for 563.000 kroner.

Især om eftermiddagen på Vestmotorvejen ved Korsør blev der blitzet mange bilister med alt for meget fart på.

Fra klokken 14.40 til klokken 19.36 kontrollerede politiet 5593 bilister på strækningen.

Af dem kørte 265 for hurtigt, og en enkelt blev snuppet i at køre hele 165 km/t i området, hvor hastighedsbegrænsningen er 110 km/t.

Der blev givet klip til fem bilister og en ubetinget frakendelse af kørekortet til bilisten, der kørte 165 km/t.

Se også: Gardiner, flag og bamser: Så lidt kan lastbilchauffører se ud af forruden

Fordobling af risiko
Ved Vordingborg havde 138 bilister for travlt, da politiet stod klar med fotovognen mellem klokken 7.30 og 13.50.

Her blev der udgivet 19 klip, og en enkelt bilist kørte 154 km/t på en strækning, hvor begrænsningen er 90 km/t.

Hvis man i Danmark kører over 30 procent hurtigere, end man må, får man et klip i kørekortet.

Man får en betinget frakendelse af kørekortet og skal op til ny teori- og køreprøve, hvis man kører 60 procent for stærkt eller 160 km/t eller derover i en almindelig personbil.

Hvis du overskrider fartgrænsen med mere end 100 procent (dog min. 100 km/t), får du frakendt kørekortet ubetinget i en periode.

Hvis to bilister kører ind i hinanden med 80 km/t, vil ulykken i 30 procent af tilfældene ifølge Sikker Trafik have dødelig udgang.

Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t.

Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene.

Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t.

Biler - 23. jan. 2018 - kl. 06:27 Dyt, råb og trusler om politi er ikke nok: Er dette verdens mest stædige bilist?

153 kommentarer
Vis kommentarer