Bilister begår denne dyre fejl lige nu

Sommerferien er den tid på året, hvor flest bilister ifølge SOS Dansk Autohjælp tanker bilen forkert

Særligt i sommermånederne er der mange bilister, som kommer til at tanke forkert brændstof på deres bil. Arkivfoto: Joachim Adrian
Særligt i sommermånederne er der mange bilister, som kommer til at tanke forkert brændstof på deres bil. Arkivfoto: Joachim Adrian

Et øjebliks uopmærksomhed på en tysk rasteplads kan koste dig dyrt, når turen går på sommerferie i bilen.

I sommermånederne stiger antallet af henvendelser om fejltankninger hos SOS Dansk Autohjælp, og derfor er der grund til at være ekstra opmærksom på at få hældt den rigtige brændstof i tanken på din bil.

Det skriver SOS Dansk Autohjælp i en pressemeddelelse.

- Der er langt flere, der kommer til at tanke benzin på dieselbilen om sommeren, end der er resten af året, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, i pressemeddelelsen.

Kan skyldes flere ting
Selvom man måske kan friste sig til at tænke, at det ikke sker for én selv, når man læser om episoder, hvor bilejere kommer til at tanke den forkerte brændstof, så skal der ikke altid meget til, før det går galt.

Hos SOS Dansk Autohjælp peger man på, at fejltankninger ofte skyldes, at familien har to biler. Er man afsted i dieselbilen, kan man nemt komme til at tanke med benzin, hvis det er det, man er vant til i hverdagen.

Derudover spiller træthed en rolle.

- Vi ser også, at det kan ske, når man har kørt lange stræk og måske er blevet træt og uopmærksom, siger Anette Bjørn Juncher.

Det er især benzin, der kan gøre skade på en dieselbil. Hvis man er uheldig at komme til at fylde benzin på en dieselbil, er det vigtigt at undgå at starte motoren. Det forkerte brændstof kan nemlig forårsage stor skade på motoren, og dermed kan regningen for fejltankningen blive høj.