Bilkæmpe tilbagekalder én million biler: Tusindvis i Danmark

Den japanske bilgigant Toyota er blevet tvunget til at trække 1.030.000 biler tilbage på verdensplan heraf 2900 i Danmark

Foto: Toyota
Foto: Toyota

Hvis du kører rundt i en Toyota Prius Hybrid, en Toyota Prius Plug-in Hybrid eller en Toyota C-HR Hybrid, så er der god grund til at læse med her.

Japanske Toyota har netop meldt ud, at der er problemer med motorledningsnettet i 1.030.000 af disse type biler på verdensplan. Derfor vil de blive tilbagekaldt. Også i Danmark.

Det skriver Reuters.

Ekstra Bladet har været i kontakt med pressechef i Toyota Danmark, Anders Tystrup, der oplyser, at 2900 biler i Danmark skal en tur forbi Toyota.

- Vi kalder det for en forebyggende sikkerhedskampagne. Der er heldigvis ikke tale om så mange biler i Danmark, men der er konstateret en mindre risiko for, at et punkt på motorledningsnettet kan komme for tæt på motorens metaldel. Det kan på sigt betyde, at ledningsnettet tager skade, men det sker typisk, når bilen er oppe i årene, siger Anders Tystrup til Ekstra Bladet.

Disse biler drejer det sig om

- Toyota Prius Hybrid produceret fra juli 2015 til maj 2018,

- Toyota Prius Plug In produceret fra marts 2016 til maj 2018

- Toyota C-HR Hybrid produceret fra maj 2016 til maj 2018

Her ses en Toyota Prius Plug-in Hybrid, der er en af de biler, som bliver tilbagekaldt.
Her ses en Toyota Prius Plug-in Hybrid, der er en af de biler, som bliver tilbagekaldt.

Ifølge Reuters er der også risiko for, at bilerne kan gå i brand, men Anders Tystrup maner til ro.

- Hvis ledningsnettet tager skader, så kan det ske, at bilen ikke vil starte. Det kan også ske, at den går ud, mens man kører. Reuters skriver om brandfare, fordi de skal indrapportere den slags i USA, selv om risikoen er forsvindende lille. Det kan i yderste konsekvens godt ske, men det kan det også i helt normale biler. Risikoen er mikroskopisk, siger Anders Tystrup til Ekstra Bladet.

- Hvad skal man gøre, hvis man har en af de biler, der skal tilbagekaldes?

- Du behøver ikke at gøre så meget. Jeg vil understrege, at man ikke skal være bange for at køre i bilen. Den er ikke usikker som sådan, og du kan køre trygt videre. Man skal derimod vente på et brev fra motorregisteret, hvor man bliver indkaldt til sin nærmeste Toyota-forhandler. Her vil motorledningsnettet blive kontrolleret og enten blive forstærket eller helt udskiftet, siger Anders Tystrup til Ekstra Bladet.

Desuden fortæller han, at det er muligt at gå ind på toyota.dk under 'sikkerhedskampagne', hvor man kan læse om den forebyggende sikkerhedskampagne og indtaste stelnummeret på sin bil, hvis man vil se, om den er omfattet, inden man eventuelt modtager brevet fra Motorregisteret.

Foruden Danmark er biler i USA, Japan, Australien og andre europæiske lande berørt. Halvdelen af de tilbagekaldte biler er solgt i Japan.

61 kommentarer
Vis kommentarer