Bilkøb skaber ny udfordring

Danskerne køber så mange opladelige biler, at det stiller flere krav til ladeinfrastrukturen

Hver fjerde nye bil solgt i april var opladelig. Arkivfoto: PR
Hver fjerde nye bil solgt i april var opladelig. Arkivfoto: PR

For rigtig mange danskere er det ikke længere den eneste løsning at ty til pistolerne med benzin og diesel, når der skal ny brændstof på bilen.

Der kommer nemlig flere og flere opladelige biler ud på vejene, som kan køre udelukkende på strøm. I april blev der indregistreret 15.526 nye biler, og hver fjerde af de nye biler var opladelige - enten som plug-in hybrid eller som elbil.

Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Flest hybrider
Særligt plug-in hybriderne markerede sig ved at udgøre hele 18,3 procent af nyregistreringerne. Elbilerne stod for 6,5 procent af de nyregistrerede biler i april.

- Udbredelsen af opladelige biler går hurtigere end forventet. Hvis stigningstakterne fortsætter i samme tempo, stiller det for alvor krav til, at vi hurtigt får udbygget lade netværket i hele Danmark, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

I årets første fire måneder, er der kommet 59.423 nye biler ud på de danske veje, hvilket er helt på niveau med samme periode i 2020, som også var præget af nedlukninger.