Bilkøbere har sparet 100.000 kr. hver

Omlægningen af bilafgifterne har siden nytår givet danskerne massive besparelser

Hvis ikke afgifterne var blevet ændret, skulle nye ejere af grønne biler have betalt langt mere i pris. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Hvis ikke afgifterne var blevet ændret, skulle nye ejere af grønne biler have betalt langt mere i pris. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Tilbage i december indgik politikerne en ny aftale om afgifterne på biler, der havde til formål at gøre den danske bilpark mere grøn.

Indtil videre i år er der blevet solgt væsentligt flere, cirka tre gange så mange, opladelige biler end i forhold til samme periode året før, så afgifterne ser ud til at virke.

Nu har Dansk Industri (DI) regnet på, hvor meget de danske bilkøbere af opladelige biler har sparet på, at afgifterne blev lavet om. Analysen viser, at de danske bilkøbere har sparet 1,8 milliarder kroner på opladelige biler alene i første halvår af 2021.

- Det er åbenlyst, at prisen har en betydning. En gennemsnitlig afgiftsbesparelse på mere end 100.000 kr. pr. bil kan altså mærkes i kassen hos den enkelte familie eller virksomhed. Forhandlerne har kunnet tilbyde helt andre priser, og det har bilkøberne prompte reageret på, siger Thomas Møller Sørensen, som er branchedirektør for bilbranchen i DI, i en pressemeddelelse.

Besparelsen på 1,8 milliarder skal forstås sådan, at de er et udtryk for det beløb, som de danskere bilkøbere i år har sparet ved, at politikerne aftalte en ny bilaftale i december i stedet for at lade de eksisterende regler fortsætte.

Aldrig set før
Thomas Møller Sørensen betegner udviklingen inden for salget af opladelige biler som 'en massiv fremgang'.

- Vi har aldrig før set, at introduktionen af grønne biler til danskerne har taget så markant et spring fremad. Det skyldes selvfølgelig et voksende udbud, og så er det i høj grad på grund af de nye bilafgifter, siger Thomas Møller Sørensen.