Bilmærke bliver elektrisk i 2024

Det franske bilmærke DS vil overgå til udelukkende at bygge elbiler fra år 2024

Her ses den elektriske DS 3 Crossback E-tense, og fra år 2024 bliver alle nye modeller fra mærket elektriske. Foto: PR
Her ses den elektriske DS 3 Crossback E-tense, og fra år 2024 bliver alle nye modeller fra mærket elektriske. Foto: PR

Flere andre bilmærker har meldt ud, at de vil sige farvel til de traditionelle forbrændingsmotorer for i stedet at fokusere på rene elbiler.

Nu melder Stellantis-gruppens franske prestigemærke DS ud, at de vil skifte til at være rent elbilmærke og allerede fra år 2024.

Alle mærkets modeller har siden 2019 været elektrificeret, og fra år 2024 vil alle nye modeller, som lanceres fra DS Automobiles, være 100 procent elektriske.

Det oplyser DS Automobiles i en pressemeddelelse.

- Bilindustrien oplever en ændring, hvis omfang og hastighed er uden fortilfælde, siger Béatrice Foucher, som er adm. direktør i DS Automobiles, i pressemeddelelsen.

- Jeg tog beslutningen om at fremskynde udviklingen for at skabe en ny 100 procent elektrisk måde at rejse på med hensyn til nydelse, kvalitet og ydeevne, lyder det fra direktøren.

Elbil med lang rækkevidde
I dag har DS elbilen DS 3 Crossback E-Tense på programmet. I år 2024 vil DS lancere en 100 procent elektrisk version af DS 4, som vil komme med et helt nyt design. Modellen vil blive den første elbil fra Stellantis baseret på deres nye STLA Medium-platform til elbiler.

Den kommende elbiludgave af DS 4 vil ifølge producenten byde på en batteripakke på 104 kWh og en rækkevidde på op til 700 km på en opladning.

Den nuværende DS 3 Crossback E-Tense byder på en batteripakke med 50 kWh og en rækkevidde på op til 320 km. Modellen kan lade fra 0 til 80 procent strøm på 30 minutter ved en 100 kW DC-lader.