Bilmærke siger stop: Vil snart kun bygge elbiler

Fra år 2028 forventer sportsvognsproducenten Lotus at skifte til udelukkende at være elbilproducent

Lotus har allerede en elektrisk bil på vej. Bilproducenten vil nemlig sende en elektrisk hyperbil, kaldet Evija, i produktion senere på året. Arkivfoto: Regis Duvignau/Ritzau Scanpix
Lotus har allerede en elektrisk bil på vej. Bilproducenten vil nemlig sende en elektrisk hyperbil, kaldet Evija, i produktion senere på året. Arkivfoto: Regis Duvignau/Ritzau Scanpix

Den britiske bilproducent Lotus, som står bag ikoniske modeller som Elan, Elise og Esprit, investerer 2,8 milliarder pund i ny teknologi og vil foretage en massiv opjustering af mærkets sportsvognsmodeller.

Det skriver Reuters.

Lotus er ejet af kinesiske Geely og malaysiske Etika Automotive, og det er de to firmaer, som vil give Lotus de økonomiske muskler til at løfte produktionen fra årligt 1500 biler til titusinder af Lotuser. Bilerne skal sælges over hele verden fra forhandlere eller over nettet.

Lotus forventer at skifte til udelukkende at være elbilproducent i år 2028, men det præcise tidspunkt afhænger af, hvor populær den nye model af fossilbiler, Emira viser sig at være.

- Men helt sikkert inden udgangen af dette årti vil vi være fuldt elektriske, siger Matt Windle, som er adm. direktør i Lotus, til Reuters.

Elektrisk hyper på vej
Lotus har allerede en elektrisk bil på vej. Bilproducenten vil nemlig sende en elektrisk hyperbil, kaldet Evija, i produktion senere på året.

Evija skal produceres i et begrænset antal på 130 eksemplarer, og de sælges for cirka to millioner pund hver.

Flere andre bilproducenter har som Lotus offentliggjort planerne om at droppe benzin- og dieselmotorer fra modelprogrammerne, så de inden længe udelukkende vil bygge elbiler.

Hvilke bilproducenter det blandt andet drejer sig om, kan du læse mere om i artiklen her.