Efter at have været væk fra det danske marked i otte år, vender det japanske bilmærke Lexus nu officielt tilbage.
Det sker, når Lexus i Danmark til efteråret åbner for salget, og i den forbindelse introduceres den helt nye, anden generation af mærkets SUV, Lexus NX, på det danske marked.
Lexus i Danmark introducerer udelukkende den nye NX som plug-in hybridbil, og den har som standard altid firehjulstræk og er udstyret med en 2,5-liters benzinmotor og to elmotorer – en ved forhjulene og en ved baghjulene. Alle motorer har en samlet ydelse på 306 hk, hvilket sender den nye NX fra 0 til 100 km/t. på omkring seks sekunder.
Rækkevidden bliver som minimum 63 kilometer på ren el, men da den endelige typegodkendelse af bilen endnu ikke er klar, kan tallet ifølge WLTP-målemetoden godt ende højere. Det vil vise sig inden introduktionen på det danske marked.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Større bil
Den nye NX er vokset på alle ledder og kanter og er således blevet 20 mm længere og 20 mm bredere sammenlignet med første generation, mens akselafstanden er øget med 30 mm. Derudover er den blevet 5 mm højere, og det skulle ifølge Lexus gavne bagsædepassagererne, som får mere plads.
Priserne på den nye Lexus NX er endnu ikke klar, men vil blive offentliggjort, når vi kommer tættere på den officielle lancering af Lexus-brandet. Vil man være blandt de allerførste, der får leveret den nye NX i Danmark, kan man allerede nu lave en forhåndsreservation.