Den franske bilproducent Renault vil være førende i Europa, når det gælder elbiler, og et led i at nå den ambition er, at Renault nu vil etablere en gigafabrik til produktion af batterier til elbiler.
Det oplyser Renault i en pressemeddelelse.
For nyligt offentliggjorde Renault planerne om at skabe ElectriCity, en enhed af tre bilfabrikker slået sammen til én elbilfabrik, i Nordfrankrig, og nu offentliggør Renault så planerne om den nye gigafabrik til batteriproduktion.
Den nye fabrik skal bygges i samarbejde med Envison AESC, som er et af verdens største firmaer inden for batteriteknologi.
- De seneste partnerskaber med Envision AESC og Verkor styrker vores position betydeligt, når vi sigter mod at producere en million elbiler i Europa frem mod 2030. Dette markerer en milepæl i forhold til vores konkurrencedygtighed og for vores mål om at være CO2-neutral, siger Luca de Meo, som er adm. direktør i Renault Group, i pressemeddelelsen.
Kommer snart i bilerne
Den nye fabrik skal opføres i Douai i Frankrig, og kapaciteten skal ligge på 9 GWh i 2024 og stige til 24 GWh i år 2030.
Envision Group kommer til at investere op mod to milliarder euro på at udvikle og producere effektive batterier med lavt CO2-udslip, oplyser Renault.
Målet er, at batterierne til elbiler bliver billigere, så elbilerne kan blive det samme. Renault oplyser, at batterierne fra den nye fabrik blandt andet vil finde vej til den fuldelektriske Renault 5, der kommer inden for nogle få år.