Bilproducenter går sammen med selvkørende kæmpe

Renault og Nissan skal udvikle selvkørende teknologi med amerikanske Waymo

Waymo har allerede testet sin selvkørende teknologi med mere end 16 mio. kilometers kørsel. Nu vil man brede teknologien ud. Foto: Waymo
Waymo har allerede testet sin selvkørende teknologi med mere end 16 mio. kilometers kørsel. Nu vil man brede teknologien ud. Foto: Waymo

Sidste år bestilte man 20.000 eksemplarer af den elektriske Jaguar I-Pace for at ombygge dem til selvkørende taxaer. I maj rullede de første selvkørende familiebiler ud som offentligt tilgængelige taxaer i Phoenix, USA. Og nu vil virksomheden bag, Waymo, brede sin teknologi ud, så den ikke længere er forbeholdt USA.

Waymo er gået sammen med Renault og Nissan for at undersøge mulighederne for at indføre selvkørende kørselstjenester i Frankrig og Japan. Det fortæller parterne i en fælles pressemeddelelse.

Overfor Automotive News Europe uddyber de tre, at samarbejdet blandt andet indebærer at udvikle selvkørende teknologi sammen, der kan bruges til at transportere både passagerer og varer i de to lande. Arbejdet er dog stadig i sin vorden, og de vil derfor ikke gå mere i detaljer end det.

Derfor er det også uvist, hvornår vi får de første resultater af partnerskabet at se.

Over 16 mio. kilometer
Selv om Waymo har sendt de første selvkørende taxaer på gaden, er man ikke helt i mål endnu. Der sidder nemlig stadig en backup-chauffør i førersædet, der er klar til at tage over, hvis de komplicerede computersystemer fejler.

Målet er naturligvis at udvikle biler, der ikke har behov for føreren, men der er lang vej dertil. I bogstaveligste forstand. Sidste år nåede Waymos selvkørende testbiler således 10 mio. kørte miles - svarende til 16 mio. kilometer.

Håbet er ifølge Automotive News, at Renault og Nissan kan hjælpe teknologivirksomheden med at nå det sidste stykke. Alliancen, som de to producenter er en del af, solgte angiveligt 10,7 mio. biler sidste år, og der er dermed gode muligheder for at få udbredt teknologien, når den er færdig.

- Dette er en ideel mulighed for Waymo til at trække vores selvkørende teknologi frem på den globale scene med en innovativ partner, siger Waymo-chef John Krafcik i pressemeddelelsen.

Se også: Ay, caramba! Fabriksnye biler gemte 180 kilo metamfetamin

Kapløbet er i gang
Samarbejdet skal ses i lyset af, at både bilproducenter og teknologivirksomheder i øjeblikket deltager i et hæsblæsende kapløb for at udvikle biler, der kan køre helt af sig selv.

Det er ikke mere end en lille uge siden, Volvo og kørselstjenesten Uber viste en produktionsklar udgave af deres selvkørende bil, og i denne måned er Fiat Chrysler-koncernen også gået sammen med virksomheden Aurora Innovation om at udvikle selvkørende varebiler.

Måske af samme grund åbner parterne i det nye samarbejde allerede nu for at udvide projektet til andre lande, hvis det bliver en succes i Frankrig og Japan.

Se også: Bilgigant vil give redderne overblik over ulykken, før de ankommer

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere