Utrolig billig - utrolig gammeldags

Er du far til fire og træt af brugte skodbiler, er Dacia Lodgy helt klart bilen for dig

Det er nærmest som en stor bamse, den nye Dacia Lodgy, som lander om to måneder. Prisen er ekstremt lav, men bilen er gammeldags.
Det er nærmest som en stor bamse, den nye Dacia Lodgy, som lander om to måneder. Prisen er ekstremt lav, men bilen er gammeldags.

Rumænske Dacia, som for længst er overtaget af Renault, har slået sig op på at fremstille store og ikke mindst billige biler, baseret på kendt Renault-teknik. Første nyhed er den store Lodgy, der kommer med både fem og syv sæder.

Selv med danske afgifter er prisen på en fem personers udgave kun 129.900 kr. Men vigtigst: Med syv sæder starter priserne ved 149.000 kr. og skal du have aircondition med ombord, koster det 6.000 kr. oven i. Ikke dårligt for en bil, som overgår Opel Zafira, VW Touran og selvfølgelig Renaults egen Grand Scenic på plads. Og det er vel at mærke alle biler, der koster mindst 100.000 kr. mere.

Skidt sikkerhed
Garantien er endda længere end Renaults egen toårige. Tre fine år byder Dacia på. Men Renaults efterhånden lange tradition for at konstruere nogle af markedets mest sikre biler, er desværre ikke smittet af på Dacia Lodgy, som er udpræget ringe på den front: Kun tre stjerner og anmærkninger for en ustabil kabine, hvor både A-stolpe og tag deformerede kraftigt.

Sikkerheden er altså ringe, men hvad med resten af bilen?

Vi er taget til Stockholm, hvor Dacia præsenterer danskernyheden for at se, om der stikker noget under. Umiddelbart ser den tilforladelig ud. Nærmest som en mellemting mellem den forrige og den nuværende Grand Scenic. Specielt elegant er den ikke. Men hjerteligt gæstfri i al sin bamsede storhed. Lad os komme ombord.

Fremragende navi
Fra chaufførstolen er udsigten ikke værst. Instrumenterne er seriøse og lette at læse, og knapper, kontakter og gearstang er lige ved hånden. Desuden kan du for blot 5.000 kroner købe det aldeles fremragende og yderst intuitive touch-betjente navi-radio-system, som vi også kender fra den nye Renault Clio. Det er så godt, og hurtigt at betjene at BMW, Mercedes, Audi og Co. burde skamme sig med deres 50.000 kroners navi-lyd-systemer.

Absurd meget plads
Det ser pænt ud herinde, men skinnet bedrager, for overfladerne er hårde som bakelit. Forsæder er kort og støtter nogenlunde lige så ringe som en vandseng. Men skidt med det, for køreegenskaberne lægger på ingen måde op til vejfest. Udsigten fra alle passagersæder er til gengæld formidabel. Udstyret er heller ikke så ringe endda. Her er der fjernbetjent centrallås, varme i forsæderne og elruder til forsædepassagerer, dog ikke i den billige til 129.900 kr.

Tung juks
Som i de helt gamle mpv-dage er sæderne dog ikke til at folde ned i gulvet – i stedet skal du bakse med at folde dem sammen, når bagagerummet skal udvides. Men det er ganske tungt arbejde, ligesom det kræver kræfter at folde dem frem og fjerne bageste sæderække, hvis du skulle få brug for den ekstra bagagerumsplads. Men der er ederbrodemig meget plads - nærmest som i en Ford Galaxy, som koster rundt regnet tre gange så meget ...

Kører dårligt
Vi starter op. Benzinmotoren på 1,6 er kun på 82 hk i de danske udgaver, og den skal nok få sit hyr med at trække familiebussen, for testbilens 115 hk er bestemt ikke overvældende. Støjsvag er den heller ikke, mens der er så meget vindstøj og rumlen fra dækkene, at larmen faktisk overdøver den ivrigt roterende maskine. Måske det er en god ide at vælge den 15.000 kr. dyrere 1,5 diesel med 90 hk, som virker mere uanstrengt og kører op til 23 km/l mod benzin-modellens 14 km/l.

Franske forbindelser
Chaufføren under alle omstændigheder intet input fra den elektriske servostyring. Mage til upræcist styretøj har vi ikke oplevet i årevis – man har en fornemmelse af, at ratstamme og tandhjul er skiftet ud med løse, franske forbindelser, og jeg får nærmest et chok, da jeg vrider bilen ud fra motorvejstilkørslen, og et kort øjeblik frygter at bilen aldrig kommer i balance igen.

Det upræcise styretøj og en blød undervogn får bagenden på afveje så ESP-systemet, der lykkeligvis er standard, til at arbejde på overtid. Der sker ikke ret meget ved første ryk i rattet ... men pludselig forskyder bagenden sig parallelt ... Det er ikke farligt, men bare længe siden, vi har prøvet noget, der er så umoderne.

Men prisen er lav, brugsværdien er i top, og garantien på tre år gør langt mere betryggende at købe en Lodgy end en fem år gammel Touran.

Turen til Stockholm var betalt af Dacia.

1 af 6 Fra chaufførstolen er udsigten ikke værst. Instrumenterne er seriøse og lette at læse, og knapper, kontakter og gearstang er lige ved hånden. Desuden kan du for blot 5.000 kroner købe det aldeles fremragende og yderst intuitive touch-betjente navi-radio-system, som vi også kender fra den nye Renault Clio.
2 af 6 Dacia Lodgy er endnu længere end Renault Grand Scenic, og der er masser af plads ombord.
3 af 6 I modsætning til de fleste andre 7-personers biler, er der faktisk plads til, at en voksen kan sidde på den bageste række.
4 af 6 Hvis du kan få bakset sæderne ud, kan du formentlig bakse en Smart ForTwo derom
5 af 6 Tak Thomas. Gider du lige holde sædet, så snupper jeg en svensk korv med mos i ovenpå slæbet. Tredje sæderække kan fjernes, men det er tungt arbejde. Og hvad dælen stiller man op med sædet bagefter?
6 af 6 Det er nærmest som en stor bamse, den nye Dacia Lodgy, som lander om to måneder. Prisen er ekstremt lav, men bilen er gammeldags.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere