Brugttest: Er Aygo no go?

Skal man købe en ny Toyota Aygo eller spare pengene og tage en brugt?

Toyota Aygo og dens trillingesøstre Citroën C1 og Peugeot er vor tids Folkevogne: Billige, simple biler, der kører langt på literen og har lave driftsomkostninger. (Foto: Toyota)
Toyota Aygo og dens trillingesøstre Citroën C1 og Peugeot er vor tids Folkevogne: Billige, simple biler, der kører langt på literen og har lave driftsomkostninger. (Foto: Toyota)

Biler som trillingerne Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo er blevet vor tids Folkevogne: Billige, simple biler, der kører langt på literen og har lave driftsomkostninger. I Danmark har denne bilklasse en markedsandel på 21 procent, hvilket du ikke ser noget andet sted i Europa, og hvis du tager de sidste fire års bilsalg, er Aygo samlet set den mest solgte bil her hjemme.

LÆS OGSÅ: Aygo 10.000 kr. ned i pris

Her slår vi trillingerne sammen til en test, da de mekanisk er 99 procent identiske og kun adskiller sig markant fra hinanden ved et anderledes front- og hækdesign. De produceres alle tre på den samme fabrik i Tjekkiet, og det er Toyota, der har leveret bilernes 1-liters, trecylindrede benzinmotor, mens franskmændene har bidraget med en 1,4-liters dieselmotor.

Kun til fire personer
Når du går i gang med at lede efter en brugt, er der et par ting, du skal være opmærksom på. For eksempel har Aygo kun ESC-stabiliseringssystemet som standard på udvalgte modeller, mens C1 fik det i maj 2008 og 107 i 2009.

En anden ting er, at trillingerne kun har seler til fire personer, og må derfor ikke transportere fem personer. Bagsædepladsen er beskeden og bagagerummet er for lille til andet end et par bløde tasker eller bæreposer. Så hvis du leder efter en billig familiebil, skal du lede andetsteds.

Larm og slatne gear
Den anbefaler sig heller ikke som langtursbil, da den fylder kabinen med hjul- og motorstøj, men kan du leve med det, er det en munter lille bil med et direkte styretøj, udmærket dynamik og en villig og stærk lille benzinmotor, der desværre skal trækkes med en upræcis gearkasse.

LÆS OGSÅ: Test af Toyota Aygo: Plast-helvede

Det er dog ikke kun den synlige kvalitet, som du går på kompromis med, for fabrikken har skåret et par genveje for at holde prisen nede. Det gælder som nævnt støjisolering og – måske endnu vigtigere for en brugt bil – på rustbeskyttelsen, der virker lidt lemfældig.

En Aygo-ejer har sagt det meget præcist: 'Kvalitetsmæssigt er det sikkert den bedste Citroën/Peugeot nogensinde, men det er den dårligste Toyota'.

TJEKLISTEN

Karrosseri
Bilen har kun halve inderskærme foran og ingen ved baghjulene, og der er kun sporadisk sprøjtet et slidlag på vognbunden. Derfor skal en brugt have supplerende rustbeskyttelse, hvis den ikke allerede har fået det. På de første årgange er der konstateret en utæthed ved ventilationskanalen ved bagklappen, hvilket kan lede vand ind i reservehjulsbrønden.

Undervogn
Undervogn og bremser burde ikke volde nogen problemer. Bagbremserne kan dog blive slidte før forventeligt. Indgangsrøret til lydpotten kan knække allerede efter få år, da svejsningen ikke er optimal, og udstødningsrøret er generelt udført i et billigt materiale og ruster hurtigt. Vær opmærksom på, om bilen er udstyret med ESC-system, da det ikke var standard på alle versioner.

Interiør
Selve interiøret er enkelt, og plastikmaterialerne er af en simpel kvalitet, men det er slidstærkt. Nogle af de første årgange var plaget af utætte dørlister, så vand er trængt ind og har lagt sig i vognbunden, hvilket kan give tæring. Så tjek under gulvmåtterne.

Motor/transmission
En del har fået skiftet koblingen allerede efter 50.000-60.000 km, og er garantien udløbet koster det typisk mellem 6000 og 7000 kr. I forbindelse med faceliftet i 2009 fik bilen en kraftigere dimensioneret kobling, der har kureret problemet. Du kan opleve et trægt gearskifte, hvilket i visse tilfælde kan afhjælpes ved at skifte til en bedre gearolie. En del ejere har også fået skiftet vandpumpen, der var forkert konstrueret.

1 af 2 Aygos interiør er enkelt, og plastikmaterialerne er af en simpel kvalitet, men det er slidstærkt. (Foto: Toyota)
2 af 2 Toyota Aygo og dens trillingesøstre Citroën C1 og Peugeot er vor tids Folkevogne: Billige, simple biler, der kører langt på literen og har lave driftsomkostninger. (Foto: Toyota)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere