Brugttest: Bedre end du tror

Renault var berygtet for ringe kvalitet, men Clio III beviser, at franskmændene lærte lektien. Clio er f.eks. super rustbeskyttet

Efter en epoke med avantgarde design repræsenterede Clio III ved introduktionen i et mere strømlinet og ordinært design fra Renault. (Foto: Renault)
Efter en epoke med avantgarde design repræsenterede Clio III ved introduktionen i et mere strømlinet og ordinært design fra Renault. (Foto: Renault)

Renault Clio har alle årene levet langt fra salgslisternes top ti og stået i skyggen af mere populære franske minibiler som Citroën C3 og Peugeot 207. Det er lidt uretfærdigt, for Clio III har altid været en bil med masser af gode dyder. Men den har været tynget af tidligere tiders ry for dårlig kvalitet, en lidt for høj pris og en importør, der dengang savnede engagement i det franske mærke, og mere helligede sig Volvo, som man også importerede. Siden hen fik Renault en selvstændig importør i Danmark, der satte lidt mere gang i salget takket være stærke priser og bedre garantiordninger.

LÆS OGSÅ: Franskmand til spotpris

Clio III blev introduceret i 2005 og kører nu ind i sit sidste leveår, inden en helt ny Clio står klar på Paris Motor Show til oktober. Efter en epoke med avantgarde design repræsenterede Clio III ved introduktionen i 2005 et mere strømlinet og ordinært design – også sammenlignet med den 2CV- inspirerede Citroën C3 og de svulstige former på en Peugeot 207.

Rummelig og solid
Indvendigt holder Clio også en nøgtern stil uden de designmæssige eksperimenter, franskmændene ellers var berygtede for at kunne finde på at udsætte dig for.

Instrumentbordet er enkelt og overskueligt indrettet, men alt efter højde skal du vænne sig til et lidt for højt og blødt førersæde og et rat, der kun er højdejusterbart. Til gengæld virker Clio solidt bygget, og alt efter farvevalg og udstyrstrin, er interiøret mere indbydende end i så mange andre minibiler fra 2005.

LÆS OGSÅ: 10 gange på værksted

Clio er også mere rummelig end de fleste, da den med sine 258 cm havde klassens længste akselafstand. Bagagerummet på 288 liter er også større end i mange af konkurrenterne, men skal Clio III være den ideelle familiebil, kan den velskabte stationcar-version – introduceret i 2007 – med 439 liter bagagerum stærkt anbefales.

Sikker og behagelig
Clio kunne ved introduktionen i 2005 fås med en bred vifte af motorvarianter. Den lille 1,2-liters benzinmotor er ikke noget festfyrværkeri, men den er stærk og villig nok til, at du ikke føler, at du har købt katten i sækken.

Skal det være diesel, udmærker 85 hk-versionen sig med et solidt kraftoverskud og en imponerende kultiveret og støjsvag motorgang. Uanset hvilke motorvarianter du vælger, kan gearskiftene virke lidt løse og knoklede.

Clio III lever i høj grad op til billedet af franske biler som værende komfortable, for den glider elegant af på de fleste ujævnheder og er generelt imponerende støjsvag.

Clio III er også en af de mest sikre biler i klassen og scorede fem stjerner i Euro NCAP's kollisionstests. Det er en bil med mange dyder, og du behøver ikke tøve med at springe på en, for den står også som et solidt bevis på, at Renault har lært lektien og lagt tidligere tiders dårligdomme bag sig.

Tjeklisten

Motor/transmission
Benzinmotorerne er der ikke de store problemer med, og du skal blot være opmærksom på, at tandremmen skal skiftes ved 120.000 km, og det anbefales flere steder at få skiftet vandpumpen i samme ombæring. Tændrør og luftfilter skiftes for hver 60.000 km.

Undervogn
Undervognen er, typisk for biler i denne klasse, enkel og solidt bygget, men der har været tilfælde med knækkede fjedre på forhjulsophængene. Er fjederen knækket i bunden, kan det få bilen til at bremse skævt. Rusker bremserne, kan det være tegn på, at skiverne er rustne og ikke er blevet brugt hårdt nok. Slør i styrekugler og tandstænger kan også forekomme og kan resultere i 'klonk'-lyde under kørsel.

Interiør

Interiøret i Clio virker generelt solidt. Eneste anke er det lidt for bløde og høje førersæde og et rat, der kun er højdejusterbart. De dyrere versioner af Clio kunne fås med nøglekort, der kan volde en del problemer. Tjek de øvrige elektriske funktioner så som aircondition, el-betjente sideruder og el-bagrude.

Karrosseri
Clio er en af de bedst rustbeskyttede biler i klassen. Vognbunden er blevet sprayet med et tykt lag gummi, udstødningssystemet er lavet i rustfrit stål, forskærmene er i plastik og motorhjelmen i aluminium. Desuden er dørene og bagklappen limet og hulrumsbehandlet med voks. Klasse!

1 af 2 Clios instrumentbræt er enkelt og overskueligt. Men du skal nok vænne dig til et højt og blødt førersæde. Til gengæld er Clio solidt bygget, og interiøret er mere indbydende end i så mange andre minibiler fra 2005.
2 af 2 Efter en epoke med avantgarde design repræsenterede Clio III ved introduktionen i et mere strømlinet og ordinært design fra Renault. (Foto: Renault)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere