Ford Fiesta er en god brugtbil

Tredje generation af Ford Fiesta var overset. Det gør den kun til et endnu mere attraktivt brugtkøb

Under det stramme design gemmer sig en af minibil-klassens mest velkørende biler.
Under det stramme design gemmer sig en af minibil-klassens mest velkørende biler.

Minibiler er yderst populære herhjemme. Ford er også stærkt til stede i klassen i dag, men sådan var det ikke i 2002, hvor Ford introducerede tredje generation af Fiesta. Høje priser og et charmeforladt design lagde en dæmper på kundernes begejstring. Ærgerligt, for under det stramme design gemmer sig klassens mest velkørende bil. Den har samme fine køredynamik som store- bror Focus. Samtidig havde Fiesta en god affjedringskomfort – eneste minus i køreoplevelsen var lidt for meget hjulstøj.

LÆS OGSÅ: Ford Fiesta til 1.900 om måneden

Kedelig kabine
Fiesta kunne fås i tre udstyrs-versioner: Ambiente, Trend og Ghia. Det kan anbefales at gå efter en Trend, der har el-ruder, tågelygter og justerbart rat. Du kan også finde enkelte eksemplarer af den mere luksuriøse Ghia, hvor du blandt andet får aluminiumsfælge og aircondition.

Følg Danmarks mest populære bilsite på Facebook

I kabinen sidder du ret op og har et godt udsyn hele vejen rundt. Kabinen opleves lidt bedaget med simpel indretning, hård plast overalt, ligesom støjisoleringen kunne være bedre. Sæderne er faste i polstringen, men stoffet kan virke slidt, hvis den foregående ejer har været lidt for flittig og brutal med støvsugeren. Hvad angår rummelighed er Fiesta gennemsnitlig med fornuftig plads på bagsædet og et acceptabelt bagagerum med plads til kufferter til to personer. Hvis du skal have med til en familie, begynder det at blive lidt for trangt.

LÆS OGSÅ: Test af Ford Fiesta: Den tjekkede singlebil

Bedømt på køreoplevelse og anvendelighed rammer Fiesta rent, men hvad med kvaliteten? Du kunne med rette frygte for rust, da en Focus eller Mondeo af samme årgang var berygtede på det punkt, men det gælder overraskende nok ikke Fiesta. Også mekanisk er Fiesta en solid lille sag, der, hvis den ellers er vedligeholdt, ikke byder på graverende fejl. De eventuelle fejl er i småtingsafdelingen og skyldes typisk almindelig slitage, og hvis der endelig er noget, er reservedelspriserne fornuftige.

Ford Fiesta er måske ikke så smart designet som Peugeot 206/207 eller Fiat Punto, men samlet set er den en mere overbevisende pakke med sine inspirerende køreegenskaber og solide teknik.

LÆS OGSÅ: 850 heste i Fiesta

Tjeklisten

Motor/transmission

Motorprogrammet er gennemprøvet mekanik med meget få fejl. Du kan dog opleve defekte tændspoler og tændkabler på benzinmotorerne, ligesom termostathuset kan være utæt.

Blandt de sjældne fejl er en defekt lambda-sonde og fastgroede tændrør samt defekt vandpumpe. 1,4-liters benzinmotoren kan sætte ud, men det typisk ordnes med en opdatering af motorens styreboks. Der er ingen problemer med dieselmaskinerne.

Undervogn

Undervognen er lige så hårdfør, som den er velafstemt! Dog kan dæk og bremser være udskiftningsmodne og forbindelses-leddene til krængningsstabilisatoren kan være slidt. Lyt efter klaprelyde, når du passerer ujævnheder.

Tjek også bagbremserne som har tendens til skævbremsning. Rystelser i rattet forekommer. Typisk fordi styretøjet er kommet ud af sporing.

Interiør

Centrallåsen er berygtet for at leve sit eget liv, så vær opmærksom, hvis låsene aktiveres umotiveret, eller systemet undlader at låse alle døre.

Strejker bagrudeviskeren, ligger fejlen i en defekt kontakt i bagklappen.

Modeller med aircondition har et kompliceret pollenfilter, og samles det ikke ordentligt, kan vand og kondens fra pollenfiltret løbe ind i kabinen.

Karrosseri

Der er ingen kendte rustproblemer med tredje generation Fiesta.

Og det selv om karrossens hulrum savner rustbeskyttelse fra fabrikken, og Fiesta er udstyret med fugtsugende filt-inderskærme i de bageste hjulkasser.

En svag lakering betyder, at det er nemt at slå hul på lakken, så rusten kan få fat på døre og motorhjelm. Gå efter et eksemplar, der har fået supplerende rustbeskyttelse.