Topmodel uden top

Fiat Bravo 1,4 Turbo Sport underholder på højt plan, men udstyret mangler et hak

1,4 Multiair Sport med 140 hk lyder, føles og opfører sig som en større motor end de beskedne 1,4 liter. Specielt snerrer den dejligt veloplagt, når man trykker på 'Sport'-knappen og strammer speederresponsen op og skruer lidt ned for servohjælpen. Pludselig reagerer den på det mindste vip med højrefoden, og selv om hverken undervogn, hestekræfter eller noget som helst andet præstationsfremmende bliver ændret, føles den næsten som en helt anden bil. At kalde Bravo Sport 'to biler i en' er nok lige at stramme den, men det snerper.

LÆS OGSÅ: Sådan får du billig GTI-bil

For der er så stor forskel på de to indstillinger, at man hurtigt bliver træt af at rykke rundt i 'Sport' på hverdagens småture i byen, mens man på den anden side hurtigt bliver afhængig af det på de krøllede landeveje, når man ikke har svigermødre og andre fartallergikere til at lægge en dæmper på hverdagens små åndehuller.

Spradebasse
Fiats forenklede prisliste med kun to benzinmotorer med hver sit udstyrsniveau gør det lidt tricky at sammenligne Bravo Sport med konkurrenterne. De rød-sorte sportssæder med røde syninger, der går igen på rat, gearknop og håndbremsegreb til matchende mikrofiberkanter på sæderne og rød-sorte slidflader med ditto dørbeklædning løfter Bravo Sport væsentligt i forhold til den knap så slagfærdige – og 65.000 billigere – Dynamic med 120 hk.

LÆS OGSÅ: Mægtig diesel

Klædt i Bravo-seriens absolut største udstyrsstykke får Sport et langt mere indbydende ydre end markedets grå økonomimasse. Som topmodel ville det klæde den at slå lidt ud med armene med ægte italiensk krisefornægtelse, men ikke engang en regnsensor eller varme i sæderne er med i prisen.

Motiverer drengerøven
I stedet har de lagt energien i at indrette den fedt. Så må man selv til lommerne for at gøre topmodellen til en rigtig topmodel.

Undervognen er sænket en anelse og har en lidt mere kontant opsætning end standardmodellerne. Den er i høj grad med til at motivere drengerøven til en omvej på langs de snoede grøfter. Sammen med en sprød udstødningslarm, når man rigtigt krudter til den, giver det en rigtigt fin, sportslig oplevelse. Sådan lidt italiensk spradebasse.

Holdt op mod tilsvarende Golf og Peugeot 308 virker den mere målrettet som GTI-wannabe, selv om det er Peugeots BMW-udviklede 1,6 THP-motor, der lever den største underholdningsværdi, og Golf der står med laurbærrene fra svigermor på bagsædet.

Men mon ikke det er den temperamentsfulde italiener, der løber med tøsehjerterne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere