Tøffelheltens foretrukne

Kort om VW Caddy: Den mest velkørende blandt de kasseformede tøffelhelte-biler. Den billigste er tæt på at være en ren foræring.

VW Caddy har undergået et visuelt og teknisk facelift, så den i dag fremstår som en moderne familiebil med personvognsegenskaber
VW Caddy har undergået et visuelt og teknisk facelift, så den i dag fremstår som en moderne familiebil med personvognsegenskaber

Hvad er VW Caddy for en bil:
Caddy er en ombygget varevogn i stil og størrelse med Citroën Berlingo og Fiat Doblo. Faceliftet har dog sikret, at Caddy opleves langt mere som en personvogn end forgængeren og konkurrenterne.

Karosseri/plads:
Caddy fås med 5 eller 7 sæder i det samme karosseri. Den testede har fem sæder og et enormt bagagerum på 750 liter. Adgangen til bagsædet er fornemt gennem den store skydedør.

Motor/gearkasse
Den fine 1.6 liters dieselmotor gør Caddy i stand til at køre 19,2 km/l, men frembringer så lidt varme, at bilen nærmest er ulidelig at opholde sig i, når du kører korte ture om vinteren. En motorvarmer (+28.000 kr. i vinterpakke) eller i det mindste sædevarme (+6.900 kr.) er dyre tilkøb. Gå i stedet efter en eftermonteret motorvarmer med fjernbetjening til små 15.000 kr. Eller vælg en benzin-model.

Køreegenskaber/komfort:
Caddy overrasker med meget personvognslignende egenskaber. Køreoplevelsen er ret tæt på den langt dyrere Touran.

Garanti/Miljø:
To års nyvognsgaranti, 3 års lakgaranti, 12 års garanti mod indefra kommende gennemtæring

Pris/Udstyr:
Caddy fås i to udstyrsvarianter, Trendline og Comfortline. Forskellene er mest kosmetiske, men VW Caddy Comfortline har desuden aircondition, læderrat og lyspakke, men savner stadig sædevarme, som er standard i Citroen Berlingo. VW Caddy er 20.000 kr. dyrere end den tilsvarende Citroen Berlingo 1,6 HDi og 10.000 dyrere end den mere rummelige Fiat Doblo.

Hvad synes vi:
Den mest velkørende af de kassevognslignende personbiler.

Hvis dit kørselsbehov er under 40-50 km om dagen, bør du vælge benzinmodellen med 1.2 liter, turbo og 86 eller 102 hk. Kan du klare dig med 86 turboheste og uden aircondition, er den billigste Caddy til salg for blot 160.000 kr.

Det er lidt af et røverkøb.