En forbandet god VW Golf GTI

Nu står verden ikke længere - en sjov VW Golf GTI? Kan det virkelig passe?

Den nye Golf GTI har lige taget røven på mig. Her er en bil med 230 hk, som burde være nogenlunde lige så kedelig som at øve tyske verber. For sådan har Golf GTI været i en årrække. Ikke altid men i lang tid.

Siden jeg kørte den 270 hestes R20-udgave af forrige generation Golf har jeg haft et anstrengt forhold til Golf GTI - sjældent har jeg kedet mig så meget i så hurtig en bil. R20 var for alt velfriseret, alt for velopdragen og alt for sikker. Sådan går det ofte går, når bilfabrikkerne skal bygge til rigtige købere. Dem der har råd og lyst til logoet, men ikke gider bumle afsted i en kompromisløs GTI til hverdag.

Golf GTI er knusende effektiv og sjov på samme tid

Gennemtænkt sjov
Og vi har stærkt på fornemmelsen, at VW-ingeniørerne har været helt klar over dilemmaet, som handler om at lykkes med at bygge en bil, der er både komfortabel, sikker og sjov. I hvert fald er det på næsten magisk vis lykkedes for VW at skabe et kompromis, der dur og som næppe er set bedre. Naturligvis er Golf GTI ikke skabt ved et lykketræf, men gennem dygtig ingeniørkunst og skabertrang.

Bliv klogere på Golf GTI i TV-indslaget, hvor vi også kører den allerførste Golf GTI

For Golf GTI er vitterligt noget stort - og nu skal jeg fortælle dig hvorfor: Den gør hvad du be'r den om, og den gør det godt! Og den gør det involverende og i tæt kontakt med manden bag rattet. Styretøjet er mere direkte end standardstyretøjet - og har variabel udveksling. Jeg har prøvet styretøj, der er bedre til give feedback, men det her er godt nok.

Kan det hele
Hvis du ønsker det, tromler GTI ud af motorvejen og tilbagelægger ubesværet tusinder af km uden at motor og undervogn gør væsen af sig. GTI'en er endda blødere opsat end forgængeren, og affjedringskomforten er lige behagelig som i en normal Golf 1,4. GTI'en hvisler uanstrengt afsted med 180-200 i timen - og du kommer udhvilet frem.

Bagfra kan du kende Golf GTI på de dobbelte udstødninger og LED-lygterne
Bagfra kan du kende Golf GTI på de dobbelte udstødninger og LED-lygterne

Er du derimod i bøllehumør og har lyst til at tæske bilen ud af en snoet sognevej, er du rigtig godt tjent med Golf GTI - men mærk dig mine ord: Det skal være Performance-udgaven med 230 hk du begiver dig afsted i - glem alt om den normale Golf GTI. Merprisen på 20.000 kr. er guld værd. Ikke noget med "min bankmand siger" - bare op med pengene!

Performance-udgaven giver dig 10 ekstra hk, større bremser og et fremragende elektromekanisk spærredifferentiale på forakslen, som gør, at du kan bruge alle de 350 Nm (+70 Nm i forhold til forgængeren) og alle 230 hk i de laveste gear og snævreste sving. Golf GTI er lige så dygtig til at få kræfterne i asfalten som den udgåede Ford Focus RS, der også havde spær. Og vores påstand er at Ford, som ellers er dygtige til at lave GTI'er, er bagude på ikke så få point, når det kommer til fart og underholdning.

Og jeg tør æde min sure kasket på, at den brutale Opel Astra OPC heller ikke en ærlig chance imod Golfen, når vejen slår sving. Min fornemmelselser bliver da også bekræftet af et tysk magasin, der har testet Golf GTI mod Opel Astra OPC, BMW 125, Mercedes A-250 AMG og Ford Focus ST. Ingen af dem fik et ben til jorden i kampen mod VW Golf GTI Performance. Har man kørt Golf GTI Performance forstår man hvorfor. Den er knusende effektiv og sjov på samme tid.

Priserne for Golf GTI begynder ved 458.000 kr. for en 3-dørs-version med 6-trins-manuel-gearkasse og 220 hk og 470.000 kr. for 5-dørs-versionen. En 6-trins DSG-gearkasse med skiftegreb på rattet står i 25.000 kr.

Og så kan du glemme hvad jeg skrev i starten ... fra nu af er mine forventninger til VW's GTI-biler skyhøje.

VW har betalt flyveturen og hotelopholdet. Jeg betalte selv togbilletten til lufthavnen ...

1 af 2 Alt er som det plejer. Ingen overraskelser, kun snusfornuft og ternede sæder. Heldigvis er Golf GTI sjovere end nogensinde før
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer