Nissan Qashqai mod Suzuki S-Cross

Helt ny men sært umoderne Suzuki S-Cross har det svært mod aldrende Nissan Qashqai

Mens den udgående Nissan Qashqai er den højeste og mest komfortable, er køregenskaberne bedre i den lavere, men mere rustikke Suzuki S-Cross.  Christian Schacht
Mens den udgående Nissan Qashqai er den højeste og mest komfortable, er køregenskaberne bedre i den lavere, men mere rustikke Suzuki S-Cross. Christian Schacht

Børnefamilierne er mere udfordrede end nogensinde. De skal ikke alene forholde sig til en uendelig række af valg, uanset om det er motionstøj eller morgenmadsprodukter. Nu er der også flere valgmuligheder i klassen for højbenede og familievenlige SUV’ere, hvor Nissan Qashqai har regeret næsten alene siden 2007.

Se også: Citroën C4 Grand Picasso: Godt ... og skidt

Udfordreren hedder Suzuki S-Cross, som er den første rigtige nyhed fra den lille japanske mærke siden seneste generation af den køreglade Swift kom i 2010.

Den ligner en bil, som har stået i en garage et sted i Asien i fem år og ventet på at blive introduceret

Nyt er måske et stort ord. Med sin rustikke fremtoning, mangel på basal informationsteknologi som bluetooth i de billigste versioner, mulighed for touchscreen eller mere avancerede sikkerhedssystemer, virker S-Cross lidt gammeldags allerede fra introduktionen.

Den ligner en bil, som har stået i en garage et sted i Asien i fem år og ventet på at blive introduceret. 5 friske Euro NCAP-stjerner borger dog for sikkerheden, men retter ikke op på det indtryk, at den næsten syv år ældre Nissan Qashqai, som endda kommer i en ny generation til næste år, på flere områder er en bedre bil.

S-cross er nærmest en kopi af Qashqai, som den så ud før faceliftet i 2010, og har samme, store lygter, som får bilen til at se lidt træt ud. Fotos:
S-cross er nærmest en kopi af Qashqai, som den så ud før faceliftet i 2010, og har samme, store lygter, som får bilen til at se lidt træt ud. Fotos:

Suzuki S-Cross søsættes til priser fra 219.990 kr. for den mindste 1,6 liter benziner på 120 hk, mens dieselen med samme effekt koster fra 253.000 kr.

Testbilen er den firhjulstrukne All Grip med GL Plus-udstyret til 318.000 kr.

På den anden side står Qashqai, der starter fra 220.000 kr, og i den testede Visia version med den 1,5 liters dieselmotor fra Renault på 110 hk beløber sig til 242.000 kr.

Som nat og dag
Mens Nissan’en er høj og ligner en fritidsbil på vej ud i terrænet, er Suzukien lavere og mere personvognsagtig. Qashqai findes også med firehjulstræk, men forhjulstrækkerne er de mest solgte.

Derfor har vi sideløbende testet en S-Cross med benzinmotor og træk på de forreste poter.

Suzuki og Nissan har længder på 4,30 og 4,33 meter, afstand mellem akslerne på 2,60 og 2,63 meter samt et bagagerum på 430 og 420 liter, så der er ikke den store forskel her.

Suzukien er dog mest fleksibel med et bagsæderyglæn, der kan indstilles i hældningen og en bagagerumsbund, som kan justeres i flere højder, så du ikke skal bakse en indkøbspose over den dumme høje kant i Nissan’en.

Kræfter nok
I kabinen er de pladsmæssigt heller ikke meget forskellige. Her er okay med luft for familien på fire, som nok burde kunne få plads til et par langlemmede teenagere agter, hvor Qashqai opleves højere.

Den store forskel ligger i køreoplevelsen, komforten og indtrykket.

På vejen er der kræfter nok i Suzukis 120 hk diesel med et moment på 320 Newtonmeter, der passer godt til bilen, og er klart den kraftigste af de to.

Støjsvag ved høj fart
Den er tyst på motorvejen, men ellers mere støjende end Nissan. Dieselen klarer fornuftige 22,7 km/l og 23, 8 km/l med forhjulstræk.

Qashqai opleves dog mere civiliseret, interiør-finishen er højere, og den er støjdæmpet som i en dagligstue. Den aldrende Nissan byder ikke på touch screen.

Suzuki kører sjovest
Suzuki lader sig dog ikke holde nede. Mærket, som har været kendt for at lave biler med sjove køreegenskaber i en model som Swift, har en trumf i baghånden.

S-Cross kører bedre og mere nærværende end Qashqai. Det lavere tyngdepunkt giver langt mere føling med vejen, og S-Cross både styrer bedre og ligger godt i svingene.

Sjasket Nissan
Her er Qashqaien modsætningen med sit høje tyngdepunkt, der giver en lidt dallervorne fornemmelse, sammen med en svampet affjedring og et upræcist styretøj. Her slår alderen igennem.

Renault-dieselen gør det godt i Qashqai med sine 110 hk og moment på 240 Nm.

De 20,4 km/l er til gengæld ikke godt nok efter dagens standard, her skal du op i den 130 hk diesel motor for at klare 22,2 km/l.

Den har med sine 320 Nm samme moment som Suzukien og koster fra 281.990 kr – 30.000 kr over den billigste S-Cross diesel.

Så hvis du går efter en campingtrækker og rå moment giver Suzukien mere for pengene.

Altså foreløbigt 1-1 til de to duellanter, som begge byder på fornuftigt udstyr.

Hvis Suzukien skulle vinde over Nissan, ville det kræve, at prisen var lavere, for med det nuværende prisniveau er det ikke kun Qashqai, som er blandt konkurrenterne.

De tæller både de mindre Peugeot 2008 og Renault Captur, de klassiske stationcars i Golfklassen foruden mvp-typer som Citroën C4 Picasso og Ford C-Max.

Du skal være dedikeret Suzuki-kører for at vælge S-Cross, som er sært umoderne. Nissan Qashqai er også en ældre dame, men en ny udgave er lige om hjørnet. Den kan du læse om her:

Se også: Ny Nissan Qashqai

1 af 6 
2 af 6 Begge har regulær bagagerumsplads. Suzukien har en praktisk dobbeltbund, mens Nissan byder på en træls kant, som kan genere ryggen, hvis du skal over den med en tung indkøbspose.
3 af 6 Interiøret i Suzuki S-Cross er sort som natten og virker billigt - men S-cross er ikke en billig bil.
4 af 6 Indenfor i den billigste Qashqai er der en nydelig finish og tykke tæpper.
5 af 6 De to dieselmaskiner gør det udmærket. Suzukien er stærkest. Nissan mest støjsvag.
6 af 6 Mens den udgående Nissan Qashqai er den højeste og mest komfortable, er køregenskaberne bedre i den lavere, men mere rustikke Suzuki S-Cross. Christian Schacht
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere