Kia Carens - udstyrstykke uden nyt

Den koreansk byggede Kia Carens giver meget udstyr til prisen - men bilen er ikke helt så skarp, som vi er vant til fra Kia

Kia Carens ser smart og moderne ud. Og den er moderne. Problemet er bare, at de bedste konkurrenter virker mere moderne
Kia Carens ser smart og moderne ud. Og den er moderne. Problemet er bare, at de bedste konkurrenter virker mere moderne

Er stationcar'en for lille, kan svaret være en mellemstor multibil - også kaldet en MPV. Sådan én er Kia Carens.

Carens er tredje generation af den koreanske familieflytter. Efter at have hængt lidt i bremsen med de to foregående versioner af Carens fra hhv. 1999 og 2006, har Carens årgang 2013 fået en modenhed, som gør, at den bør kunne matche konkurrenterne.

Den nye Carens er kortere og endda også smallere og lavere end forgængeren (2 cm, 1,5 cm og 4 cm respektive). Men en fem cm større akselafstand og et kortere motorrum gør at Carens stadig er en rummelig bil - og samtidig ikke ser så kassevognsagtig ud som forgængeren.

Den fås enten med fem eller syv sæder. Sæderne i anden række er separate, og kan skydes frem og tilbage, vinkles i ryglænet og selvfølgelig også lægges ned. Ikke nogle hokus-pokus-magi her - men til gengæld til at finde ud af for selv den mest fumlefingrede svigermor.

Kia Carens ser smart og moderne ud. Og den er moderne. Problemet er bare, at de bedste konkurrenter virker mere moderne Bilanmeldelser Kia som i gamle dage

God i anden række
Anden sæderække har separat ventilation, og varme i sæderne er standard. Det er altså rigtig rart. Tredje sæderække er nærmest en joke - og absolut kun til nødbrug. Det samme er bagagerummet, når sæderne er rejst. Men de 10.000 kr. som sæderne koster ekstra er alligevel givet godt ud. En syvsæders bil er nem at sælge som brugt - og endnu nemmere at sælge, når der står Kia og '7 års garanti' på bagsmækken.

Lugter syntetisk
Indretningen er nydelig, pænt forarbejdet - og lidt for forudsigelig. Og man kan mærke, at bilen i modsætning til Cee'd er bygget i Korea. Den er anonym - og en pudsig detalje: da jeg steg ind i den, kom minderne fra den første og anden Carens væltende: Bilen lugter simpelthen syntetisk, og sært nok er det nøjagtig samme odeur som jeg husker fra de to foregående modeller. Det gør lillebror Cee'd altså ikke!

Flot udstyr
Udstyret fejler heldigvis ingenting, og der er masser af det. Den billigste Style har som skrevet sædevarme for og bag, læderrat (som føles glat og syntetisk). Der er fartpilot, bluetooth og 6 airbags, og basisprisen er 260.000 kr. for den 1,6 liters 1,6'er. Testbilen var udstyret med low power udgaven af koncernens 1,7 liters diesel og 115 hk - prisen er yderst rimelige 280.000 kr. Dertil kommer 10.000 ekstra for de to ekstra sæder, så bilen bliver syvsæders.

Støjsvag motor
Men de 115 hk er altså lige i underkanten, når der læs på slæden - heldigvis er motoren støjsvag og kultiveret. Udgaven med 136 hk fås desværre ikke sammen laveste udstyr. Vil du have den store motor, er der ingen vej uden om den store udstyrspakke i Premium-modellen - og en slutpris på 380.000 kr. for den syvsæders version. Dét er måske ikke dyrt, men det er mange penge for en bil.

Heldigvis er der ikke sparet på udstyret i den dyre model: 17 tommer alu, Kias elektroniske p-bremse (som driver mig til vanvid, fordi den ikke slipper af sig selv, når du sætter i gang), nøgleløs betjening, xenonlys, varme i rattet og ikke mindst: et lækrere instrumentbord med sort pianolak, blink i spejle og en del andet gejl.

De basale egenskaber er sådan set i orden - bilen er let at køre og let at overskue. Den kører som du forventer det. Tilbagelænet med god krængning og med fornuftig fjederkomfort. Støjniveauet er godkendt. Du sidder højt og har godt overblik over instrumenter og bilen i det hele taget.

Mekanisk set er Kia Carens, som du forventer det af en bil fra Korea: letbetjent og nem at køre. Men jeg har et par ret store men'er:

Upræcist styretøj
Styretøjet for letgående og upræcist omkring midterstillingen - der skal korrigeres en del, når man kører stærkt. Men hvad værre er: Gearkassen ender ret ofte i det forkerte gear - det skete for mig tre gange - og hver gang var jeg på vej op i forruden - mens omdrejningstælleren kom faretruende tæt på det røde område! Utroligt nok kunne synkromeshen godt være med. Men lur mig, om ikke Kia får nogle reklamationer den mekaniske skævert, hvis ejerne er lidt mere uheldige end jeg var.

Samlet set er Kia Carens en bil på det jævne med en god garanti og masser af udstyr. For tre år siden havde Kia Carens været en fremragende bil - men konkurrencen fra især den enorme og yderst velkørende Citroën C4 Grand Picasso får Kia Carens til at fremstå som et reelt, sikkert køb, men også uopfindsom og uden kant og finesse.

Den er efter min mening heller ikke så helstøbt en bil som Toyota Verso, som på mange måder minder om Carens men bare gør det meste en smule bedre. Til gengæld matcher Kia Carens fint Renault Scenic, som er den anden billige bil i klassen (vi regner ikke Dacia Lodgy med her).

1 af 4 Når tredje sæderække slås op, er der plads til en paraply - sammenklappet altså. Men det problem er Carens ikke ene om at slås med
2 af 4 Pænt forarbejdet, pæne materialer og en betjening, som er til at finde ud af. Vælger du den dyre Premium-version får instrumentbordet en mere eksklusiv beklædning - og du får kunstlæder på dørsiderne
3 af 4 Der er god plads i anden sæderække. Udsynet er i orden, selvom rudeføringen er høj som moden foreskriver
4 af 4 Kia Carens ser smart og moderne ud. Og den er moderne. Problemet er bare, at de bedste konkurrenter virker mere moderne
0 kommentarer
Vis kommentarer