Porsche Macan - sjov, men gammeldags

Premiere: Den nye skovmands-Porsche er i fuldendt balance på asfalt og tygger sig gennem det meste offroad. Men interiøret skuffer

Følg Biler
Følg Bilanmeldelser

LEIPZIG: Hvad skaber oplevelsen af en klassisk sportsvogn? Spørger man tyske Porsche, består fornemmelsen af en række faktorer såsom styring, oplevelse af kontrol og bilens evne til at formidle glæden ved at køre bil.

Læg dertil en lav kørestilling, hvor man føler sig et med bilen og masser af kræfter, der efter behov kan sendes ud over baghjulene og du har et signalement af kørefornemmelsen i en klassisk Porsche.

Den oplevelse er der mange mennesker verden over, der gerne vil betale mange penge for, også selv om de godt ved, at grundskellettet i en bil stammer fra en anden producent af fine biler. Det vender vi tilbage til.

Det betyder dog ikke ret meget, når du bag rattet har udsigt til Porsche-design og detaljer, som kun findes i en Porsche.

En del potentielle Porscheejere har dog et problem med den klassiske Porsche sportsvogn, for den har ganske enkelt ikke plads nok til en aktiv livsstil med sport, børn og en forlænget weekendtur til skihytten.

Frem til nu har denne kundegruppe kunnet vælge en Cayenne, men fremover er der et mere oplagt alternativ, nemlig den nye Porsche Macan, som trods en høj pris, alligevel er billigere og knap så brutal i formen som Cayenne.

Macan er lettere, billigere og direkte i tråd med bilmoden, hvor tendensen er mindre biler.

Teknikken er for en stor dels vedkommende hentet hos Audi Q5, men det kan ingen hverken se eller mærke, for Porsche-fornemmelsen er fuldkommen i Macan, der dog også koster betydeligt mere end en Audi Q5 med samme dieselmotor.

Oplagt på asfalt
Lige nu tester vi kernekompetencen i enhver Porsche på Porsches egen testbane ved fabrikken i Leipzig.

Som sædvanligt i denne vinter driller vejret, for Porsche har satset på vinterkold bane og forsynet testbilerne med vinterdæk, men lige nu hamrer solen ned, og luften er 14 grader.

Indtrykket af Macan er derfor lidt udvisket på bløde vinterdæk, der skrubber over forhjulene og efterlader et lidt tåget indtryk af køreegenskaberne på grænsen, men gennem lugten af dæk på smeltegrænsen tegner sig alligevel et billede af en bil, der formidler den klassiske sportsvognsfornemmelse.

Du har Porsche-fornemmelsen, til trods for at bilen er en SUV med en pæn frihøjde, og det er og bliver succeskriteriet for bilen, der forventes at tage kunder fra storebroder, Cayenne.

Kun når langsiden med bremsepunkter for 150,100 og 50 meter slipper op og afløses af en komplet kopi af den berømte Corkscrew med 12 pct. stigning fra Laguna Seca afsløres tyngdelovene.

Ingen, selv ikke Porsche kan ophæve det faktum, at bilen vejer omkring 2.000 kg, når der skal bremses. Heldigvis bremser Macan, så øjenlågene nærmest løsner sig fra øjeæblet, og min stakkels codriver hænger hjælpeløst i selen, inden jeg forsøger at styre og bremse mig ud af en alt for høj indgangsfart til det snævre sving, der samtidig går stejlt op, til venstre og brat ned igen i en endnu skarpere højrekurve.

Nap bare en diesel
Banekørsel er sjovt og understreger bilens fine balance, men den virkelige test sker på ganske almindelige veje.

Her er der skiftende asfalttyper, beton og kurver med forskellige sværhedsgrader, og det er her, at man trods alt får det bedste indtryk af en ny bil.

Vi kører mest i dieselversionen med 258 hestekræfter.

Den leverer over 550 Nm, men det mest imponerende er, at den næsten ikke siger som en diesel.

Kun, hvis man via den lynhurtigt skiftende dobbeltkoblingsgearkasse lader den få mange omdrejninger, kan man høre, at det er diesel. På motorvej med marchfart er der ingen diesellyd.

Skuffende indre
Med en startpris på ca. 1,2 mio. kr. for den '' lille'' version med V6-motor og 340 hk er bilen noget billigere end en Cayenne, og det kan godt mærkes i bilens detaljer.

Interiøret ser hamrende godt ud, og omdrejningspunktet er et rat, der designmæssigt er hentet fra Porsche 918. Det ligger trygt i hænderne, og kørestillingen er klassisk Porsche med bagdelen lavt placeret i sædet, hvis det er det, man ønsker.

Vi kører stort set kun topmodeller, men en udstrakt brug af læder og kunstruskind kan ikke sløre, at kvalitetsfornemmelsen i eksempelvis friskluftdyser og visse knapper er et stykke under, hvad jeg havde forventet.

Rent funktionelt plages betjeningen desuden af et inferno af knapper i midterkonsollen, og det fortsætter i loftet.

Her ville det klæde Porsche at skele lidt til konkurrenterne, der i stigende grad benytter trykfølsomme skærme til at skære ned på antallet af fysiske knapper. Porsche vil nok hævde, at de mange knapper giver et mere klassisk og sportsligt udtryk!.

Macan er til salg nu og kan leveres til april, hvor den bl.a. skal konkurrere med Range Rover Sport og BMW X5. Den har gode kort på hånden.



Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+