For 4,5 millioner britisk vanvid

GT Speed er verdens hurtigste Bentley. Med 625 hk og et prisskilt på 4,5 mio. kr.

Man kan sagtens have ondt i noget, man mangler. Fantomsmerter hedder det, når en for længst amputeret finger eller arm giver sig til at værke. Sådan fik jeg pludselig et jag i tegnebogen af mangel på 4,5 mio kr. til en nyslået Bentley forleden, hvor mærket gjorde stormkur til en håndfuld danske journalister.

Nu skulle vi ellers opleve, at Bentley kører i højeste gear med rekordhøjt salg sidste år.

Den nye Continental GT Speed er da også mærkets absolutte mest rappe model: Med sin seksliters W12 er der et forspand af 625 heste, og briten kan spurte til 100 km/ t i sådan en ruf, at den er lige ved at kunne følge med de hidsigste baneracere. Fartøjets tophastighed er 330 km/t.

Det lyder vildt, og er det for så vidt også, men det er det asfaltknusende moment, der skaber raketfornemmelsen, når speederen trykkes ned. Med et drejningsmoment, som sikkert kan måles på Richter-skalaen, kan Bentley-ejeren sige "See You later, old chap" til hvem som helst -og slippe fra det med æren i behold - den ligner ganske enkelt verdens hurtigste coupe.

Eksorbitant kraftværk
I baggrunden buldrer W12-motoren kraftfuldt, men kultiveret som en engelsk gentleman.

Motorkraften er dog en anelse abstrakt på en dansk vinterdag, hvor et fedtet underlag dæmper lysten til at træde højre pedal i bund. Men alene bevidstheden om at kunne lægge fra land med samme beslutsomme power som Royal Navy, tæller i denne bilernes superliga.

Med britisk underdrivelse leveres kræfterne nemlig i ét langt, turbineagtigt sug. Man får aldrig hammeren i nakken, hører ingen hvinen fra turboladerne, men skubbes magtfuldt fremad, mens de mange cylindre lyder som de kultiverede stemmer fra country club'ens herreværelse, hvor alt er pakket ind i tykke tæpper, bløde Chesterfieldstole og læderindbundne bøger.

Stille som et bibliotek
Har du ikke helt samme behov for overlegen kraft, kan vognen også fås uden Speed-efternavnet, men stadigvæk med W12 og 575 hk og sågar med en V8-maskine fra Audi og 500 hk.

Den slags "fattigmandsøser" gider vi dog ikke beskæftige os med her, tag i stedet plads i "Speed"-versionen: Omgivelserne i kabinen er mere udsøgte end i Buckingham Palace: Det har taget 18 timer at højglanspolere indlæggene af ædeltræ, og 11 køer har måttet lade livet for at skabe et fejlfrit læderindtræk. Selvfølgelig er der også de legendariske "Bullseye"-skydegreb til luftventilationen.

Et navn, der efter sigende er kommet, fordi man også oplever det blanke blik i pupillerne på en olm tyr ved at stirre direkte ind i øjnende på den. Jamen, her er da herligt at være.

Styre kan den også
Styre kan den også. Mens en Rolls-Royce styrer cirka så præcist som en flodpram på Themsen, kører Bentley lige derhen, hvor rattet peger.

Selv i de skarpeste sving går den på med krum hals. En elektronisk reguleret luftaffjedring og krængningsdæmpning gør bilen mere elegant end elefant. Men som så meget andet her i livet er køreoplevelsen en konstant kamp mellem det gode og det onde. Den massive vægt og de generøse dimensioner dominerer alt, og vægten er der hele tiden. De kontante reaktioner, du ville forvente fra en superbil, får du ikke her, uanset hvor hårdt du prøver.

Second to none
Det er på de lange lige stræk, at den britiske tordenfuld er i sit es. Her bliver du forkælet med en affjedring, der ubesværet sluger kraterstore huller med samme appetit som en sulten englænder fortærer fish & chips. Især dæmpningen er second to none og forhindrer på magisk vis den tunge vogn i at gynge og rulle.

En tørst som en mellemstor pub omkring fyraftenstid får næppe heller den stive, britiske overlæbe til at sitre og en stor del af bilerne sælges i øvrigt til Mellemøsten og Rusland, hvor olien stadigvæk er billig.

En Bentley Continental GT Speed er noget særligt, kan noget særligt og gør sin ejer til noget særligt. At en almindelig GT eller sågar den mindre V8 er rigeligt, er en anden sag.

Prisen er også noget særligt, og den får mig til at dukke nakken som ramt af en fantomsmerte.

Den flove følelse deles formentlig af en stribe danskere, der må liste hjem, når de hører prisen.

1 af 9 4,5 millioner kr. vil Bentley have for en Speed, men så får du til gengæld også verdens måske hurtigste coupe med en topfart på 330 km/t.
2 af 9 Continental GT signalerer underspillet og diskret pansret succes, men med computerstyrede funktioner, der må give selv en erfaren Airbus-luftkaptajn sved på panden.
3 af 9 Der er faktisk udmærket plads omme på læderbagsæderne, så længe de rejsende ikke er alt for høje i bowlerhatten.
4 af 9 11 køer har måttet lade livet og skindet for at give Bentley-ejeren hvad han betaler for
5 af 9 Der er masser af tysk VW-teknik under de klassiske linjer. Rent teknisk er to V6- motorer bygget sammen og udstyret med to turboer.
6 af 9 Værsgo at stige ombord. Chaufføren bliver budt velkommen af dørtrin i aluminium med ”speed” indgraveret.
7 af 9 Enorme 21 alufælge er standard, mens bremseskiver i keramik sørger for, at ekvipagen kan bringes til standsning igen.
8 af 9 Grillen er mørkere, og logoet er på sort baggrund, men ellers er det svært at se forskel på en Speed og en almindelig GT
9 af 9 4,5 millioner kr. vil Bentley have for en Speed, men så får du til gengæld også verdens måske hurtigste coupe med en topfart på 330 km/t.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere