500 på literen i dansk bil

25 studerende på DTU løber om kap med tiden for at vinde økomaraton

DTU Bygning 403, Ekstra Bladet

Der bliver diskuteret, skruet og gjort ved i Bygning 403 på Institut for Mekanik, Energi og Konstruktion. Det er næsten som at befinde sig i pitten ved et racerteam - og de 25 studerende har næsten lige så travlt som en flok racermekanikere har, når raceren skal fintunes.

Men teamets kører hedder hverken Nico Rosberg eller Felipe Massa, men noget så dansk som Anne-Mette Vraa.

Anne-Mette studerer på DTU, og bliver kvinden bag rattet i Dynamo - en højst avanceret økoracerbil skabt i aluminium og kulfiber.

Teamet består primært af bachelor-studerende plus nogle få fjerde- og femteårsstuderende, som simpelthen ikke kan holde nallerne fra projektet. Det gælder f.eks. Anne-Mette, der er ved at være uddannet som civilingeniør med speciale i mekanik og konstruktion.

Ukendt bane
Det er tredje gang at Anne-Mette er med - og denne gang er opgaven endnu sværere end den plejer at være, fordi banen i Rotterdam er ny og ukendt. Og ligesom når man kører rigtig ræs, har det stor betydning for udfaldet i økoracerløbet.

- Banen er meget smallere end den plejer, og det betyder at man ligger meget tæt, fortæller Anne-Mette, som dog kan lave en slags smugtræning i den 3D-film, som ligger på Shell Ecomarathons hjemmeside.

Normalt deltager drengene og pigerne i to klasser - men i år nøjes man med at deltage i klasse urban concept, som er den klasse, hvor bilerne mest ligner hverdagskøretøjer.

Hyper-avanceret
I forhold til tidligere er bilen nu i ren håndoplagt kulfiberkomposit, og kroppen er gjort længere for at give bilen en lavere luftmodstand. Bilen er også bredere, fordi teamet har lukket hjulene ind i karrosseriet også af hensyn til aerodynamikken.

Drengene og pigerne laver alt selv - modificerer knallertmotoren, designer gearkassen og støber den selvbærende kulfiber-karosse og kappen, som vinden helst skal smyge sig uforstyrret rundt om.

Motoren er en modificeret 50 ccm knallertmotor. Og den kører hverken på benzin eller lattergas, men på bioethanol - et brændstof, som for blot et år siden var ved at blive afskrevet, fordi man ikke mente at det ville være bæredygtigt nok.

- Men det er det altså nu, fortæller Andreas Junker, der forklarer at det for teamet mest handler om at vise, at gruppen evner at bruge det anderledes brændstof.

Forceret slutspurt
Når startskudet lyder til Shell Ecomarathon den 17. maj i Rotterdam, er målet at køre over 500 km på literen i snit i det 16,5 km lange løb, hvor gennemsnitshastigheden skal være over 25 km i timen.

Over 500 på literen er godt, men teamet har faktisk gjort det bedre tidligere. Tilbage i 2007 opnåede man 587 km på literen på det dansk-udviklede vidunderbrændstof DME, som i dag er blevet forbudt i løbet, selvom det er effektivt.

Bilen har endnu ikke trillet en meter - gearkassen ligger usamlet på et værkstedbord og den 9. maj dukker prins Joachim op for at inspicere projektet.

- Vi er pressede, men vi skal jo nå det, indrømmer femteårsstuderende Jacob Mac Rygaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere