Beetle i Safari-udrustning

Premiere: VW Beetle Dune har en forfriskende attitude, men den kører som en almindelig Boble

Større frihøjde, bredere sporvidde, terræntrim og her en lyskæde af diodekørelys, som er ekstraudstyr, er med til at give Beetle Dune mere vitalitet. Foto: VW
Større frihøjde, bredere sporvidde, terræntrim og her en lyskæde af diodekørelys, som er ekstraudstyr, er med til at give Beetle Dune mere vitalitet. Foto: VW

LAS VEGAS (Ekstra Bladet): 'Enjoy your ride'. Den høflige afskedshilsen fra den amerikanske VW-repræsentant er helt almindelig på de her kanter.

Men der er faktisk mere underholdning at skue end ved normale præsentationer, da vi senere ruller på et stykke af The Strip alias Las Vegas Boulevard med udsigt til monumentale kasinoer som Luxor, Excalibur og New York-New York.

VW har nemlig henlagt en del af præsentationen af den nye Beetle Dune til spillebyen Las Vegas i USA, hvor de glitrende neonlys, skyskraberhøje kasinoer og brede boulevarder passer godt til attituden på safariskjorte-versionen af Beetle.

På hjemmebane
Vi fortsætter turen og ender uden for byen, hvor kanten af Mojaveørkenen anes.

Det er nemlig i de rammer, hvor den originale VW Buggy havde sin hjemmebane i 1970’erne, og den var da også den historiske referenceramme, da konceptudgaven af Beetle Dune blev vist for et par år siden.

En kæk bagudvendt kasket af en bagspoiler er med til at give en mere sportslig fremtoning. Foto: VW
En kæk bagudvendt kasket af en bagspoiler er med til at give en mere sportslig fremtoning. Foto: VW
 

Dune er dog langt mere civiliseret med standard dæk frem for 70’er-bilernes ørkenkageruller, men den har lige som originalen udelukkende træk på et hjulpar. Her er blot forhjulstræk mod den luftkølede boxers træk på bagpoterne. Så vi skal ikke ud og prøve kræfter i ørkensandet.

Det er dog heller ikke det, som er formålet med modellen. Vi kører den amerikanske version, der er udstyret med en 1,8-liters TFSI-benzin-turbomotor på 170 hk og DSG-automatgearkasse.

Dune lanceres både som todørs med fast tag og som cabriolet. Vi mener, den åbne model er mere helstøbt. Foto: VW
Dune lanceres både som todørs med fast tag og som cabriolet. Vi mener, den åbne model er mere helstøbt. Foto: VW
 

Det er en opsætning som matcher bilen godt. Her er både kraftoverskud og elasticitet nok til at flette ind og ud mellem trafikken på indfaldsvejene omkring Las Vegas og et par raske overhalinger på den lokale Interstate Highway.

De 10 millimeter, som Dune er hævet, giver et lidt bedre overblik i trafikken. Men vi havde ikke haft noget imod endnu mere frihøjde, når teknikerne nu var i gang.

Detaljerne tæller
Bag rattet har vi udsigt til det nærmest nyklassiske instrumentbord med en bred midtersprosse, som er lakeret i bilens farve.

Dune byder ydermere på læderdetaljer og kantsyninger i kontrastfarver, som er udstyrsstykker, der gør modellen lidt lækrere.

Kabinen med sportssæder og rat med læderdetaljer og stikninger er med til at give en mere eksklusiv oplevelse. Instrumentbordet er holdt i bilens farve. Foto: VW
Kabinen med sportssæder og rat med læderdetaljer og stikninger er med til at give en mere eksklusiv oplevelse. Instrumentbordet er holdt i bilens farve. Foto: VW
 

Den danske importør har indtil videre vurderet, at Beetle Dune vil blive forholdsvis for dyr at tage hjem.

Det er dog synd, at VW ikke er gået hele vejen og også har lavet en firehjulstrukket version. Men det er formentligt for dyrt, da undervognen altså stammer for den forrige generation Golf.

I alle tilfælde et cadeau til tyskerne for at tænke lidt friskt, selv om det altså ikke er en model, der vælter verden og mest befinder sig i afdelingen for accessories.

 

Ekstra Bladet var inviteret til Las Vegas for Volkswagen.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere