Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Bilen med det misvisende navn har fået en effektiv makeover

Den praktiske Volkswagen Golf Sportsvan er faceliftet og fremragende, men fortsat hverken sportslig eller en van, som navnet indikerer

VW Golf Sportsvan er ikke nogen skønhedsåbenbaring, men langt mere rummelig og praktisk indrettet end den almindelige Golf. Med det seneste facelift er den bedre end nogensinde. Foto: Thomas Hjortshøj
VW Golf Sportsvan er ikke nogen skønhedsåbenbaring, men langt mere rummelig og praktisk indrettet end den almindelige Golf. Med det seneste facelift er den bedre end nogensinde. Foto: Thomas Hjortshøj

Golf Sportsvan 1,5 TSI 130 DSG Comfortline

Efter mine egne iagttagelser at dømme er en af de mest populære biler blandt seniorer Volkswagen Golf Sportsvan.

Med høj indstigning, fornuftig plads, stort bagagerum og et godt overblik over trafikken er det en bil, der passer til dem, som finder en almindelig Golf for klejn og ikke er til en decideret stationcar - mens en storstilet MPV som Touran er lige voldsom nok, og en moderne T-Roc måske lige smart nok.

Jeg skal skynde mig at nævne, at jeg sagtens kan forstå deres bilvalg. Allerede da jeg testede den nye Sportsvan første gang i 2014, var der næsten kun lutter rosende ord at sige om den, og med samme opgraderinger, som Golfen fik for et par år siden, er den høje Volkswagen kun blevet endnu bedre.

Faceliftet kan kendes på en modificeret front med ny kofanger, ændrede forlygter med LED-kørelys - der ikke må forvekslet med full LED-forlygter, som er ekstraudstyr - samt LED-baglys.

Ekstra Bladet tester en af de formentlig mest populære varianter, Golf Sportsvan 1,5 TSI 130 DSG Comfortline til 295.975 kr.

Man sidder højere og lidt mere lodret end i Golf, og Sportsvan har fået samme fine 8 tommer skærm. Foto: VW
Man sidder højere og lidt mere lodret end i Golf, og Sportsvan har fået samme fine 8 tommer skærm. Foto: VW

Ny, moderne skærm
Bag rattet er der ikke de store ændringer, der springer i øjnene, men alle modeller har nu infotainmentsystemet Composition Media. Det omfatter en 8 tommer berøringsskærm, som kan opgraderes til en 9,2 tommer skærm med navigationsanlæg til en merpris på små 17.000 kroner.

Hvis du skal have Apple CarPlay, er dette dog ikke inkluderet - den mulighed koster små 3.000 kroner ekstra.

Instrumentbordet er uden dikkedarer og adskiller sig fra Golf ved at de midterste ventilationsdyser er placeret ved siden af den store farveskærm i stedet for oven på. Den højloftede bil er ikke så fiks som en klassisk Golf, men kvadratisk, praktisk og god som Ritter Sport.

Golf Sportsvan kører fortsat ganske glimrende. Med fast og alligevel komfortabel affjedring og en forbløffende evne til at holde retningen, selv når sidevinden tager fat i bilen. Den tackler sving med stram disciplin og har et styretøj, der adlyder chaufførens mindste vink. Alligevel formår undervognen at filtrere vejens ujævnheder fra. Underholdende er den langtfra, bare kompetent.

Benzinmotoren på 1,5 liter med 130 hk er fuldt ud tilstrækkelig, men overvej udgaven med 150 hk. Foto: Thomas Hjortshøj
Benzinmotoren på 1,5 liter med 130 hk er fuldt ud tilstrækkelig, men overvej udgaven med 150 hk. Foto: Thomas Hjortshøj

Vellykket motor
Motoren med 130 hestekræfter passer perfekt til bilen, og den er behageligt afdæmpet. Man bør desuden unde sig selv det lækre DSG-automatgear, hvis man kan afse de ekstra 18.000 kroner. Eneste ulempe ved gearet er, at det kan være lidt følsomt ved igangsætning – her kræves en blid speederfod.

Man kan med fordel overveje den samme bil med 150 hestekræfter, der koster 10.000 kroner mere. Ud over flere hestekræfter har den et markant højere drejningsmoment, der giver endnu mere afslappet kørsel.

På papiret kører Golfen 19,6 km/l, hvilket er meget imponerende. Det kan dog let dale til godt 13 - 15 km/l ved frisk kørsel.

Priserne er yderst rimelige, og selv om der findes basismodeller kaldet Trendline med 1,0 turbomotorer og henholdsvis 85 og 110 hestekræfter, er det svært at anbefale disse til den høje bil, da besparelserne er forholdsvis beskedne.

Det koster Golf-køberen godt 20.000 kroner ekstra, hvis man vil være høj i hatten og opgradere til en Golf Sportsvan.

Børnebørnene vil også elske den praktiske Sportsvan, der tilbyder masser af plads og et fremragende udsyn, takket være et stort rudeareal.

Smarte flyborde og opbevaringslommer i sæderne er samtidig standard fra udstyrsniveauet Comfortline, så selv om Sportsvan er populær blandt de lidt ældre bilkøbere, vil den også kunne tjene en helt almindelig børnefamilie på bedste vis.

Golf Sportsvan 1,5 TSI 130 DSG Comfortline

Pris: 295.975 kr.

Sportsvan fra: 233.976 kr.

Forbrug: 19,6 km/ l

CO2 per km: 118 g

Motor: 1,5 benzinmotor med turbo

Hk: 130

Nm: 200/ 1.400 o/ min.

Topfart: 202 km/ t.

0-100 km/ t.: 9,6 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen