Billigst er bedst

Less is more: Polestar har lanceret en billigere og mindre kraftfuld version af 2'eren. Den er tæt på at udmanøvrere storebror

Prisforskellen på den nye og gamle version af Polestar 2 er ikke ret stor. Faktisk kun 24.000 kroner. Foto: Niels Friis
Prisforskellen på den nye og gamle version af Polestar 2 er ikke ret stor. Faktisk kun 24.000 kroner. Foto: Niels Friis
Følg Biler
Følg Bilanmeldelser

Her i livet er det sundt at kunne nøjes, man kan ikke altid få alt, hvad man peger på, ’less is more’ og alt det der.

Du kender sikkert alle fraserne om, at det er fornuftigt at være tilfreds med det, man har. Det er en disciplin, som vi danskere er særligt gode til.

Men når det gælder biler, vil folk typisk gerne have den hurtigste og mest kraftfulde version af en given model, hvis pengepungen ellers rækker til det. Helt så simpelt er det dog ikke længere hos Polestar.

Polestar har lanceret en ny og mindre kraftig udgave af modellen ’2’. Hvor topmodellen byder på firehjulstræk, to elmotorer og hele 408 hk, byder den nye indstigningsmodel på én elmotor, forhjulstræk og 231 hk.

Imidlertid er prisforskellen på de to modeller ikke ret stor, så bør man ikke bare gå efter den med 408 hk? Ikke nødvendigvis.

Trods de færre kræfter vil det være unfair at betegne single motor-udgaven af Polestar 2 som sløv. Sprinten fra 0-100 km/t er overstået på 7,4 sekunder, og fordi kræfterne er elektriske, er momentet til stede med det samme. Enhver mellemacceleration i eksempelvis bytrafik er en leg.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Første gang jeg kørte i en Polestar 2 -dengang versionen med de to motorer og 408 hk -lagde jeg ikke mærke til en væsentlig detalje, som ellers har været en stressfaktor for mig i ugen med dette eksemplar.

I den travle myldretidstrafik, hvor cyklister i vintermørket bevæger sig ind og ud af synsfeltet i spejlene, er det afgørende, at mine muligheder for at orientere mig er gode.

Det er de ikke. C-stolpen er meget bred og skygger for en stor del af udsynet mod bag. Samtidig er bagruden højt placeret, så når jeg har kørt sædet i bund, er det eneste, jeg kan se ud af bagruden via bakspejlet det øverste af forruden på den bil, der holder umiddelbart bag ved mig.

Det er forstyrrende og giver en mere stresset køreoplevelse.

Der er plads, men Polestar 2 er ikke den oplagte familiebil. Foto: Niels Friis
Der er plads, men Polestar 2 er ikke den oplagte familiebil. Foto: Niels Friis

Imidlertid er det også det eneste ‘men’, der kan sættes i forhold til køreegenskaberne. I denne version er det kun de to forhjul, som har fået ansvar for at omforme de 231 hk til vejgreb i asfalten, men det er ikke nogen skam. Polestar 2 kører som forhjulstrækker imponerende godt.

Styretøjet er meget præcist og mere indlevende end i den firehjulstrukne version. Samtidig opleves den lettere og mere svingvillig.

Som det er tilfældet i den firehjulstrukne version, er kabinen i en 2’er et meget behageligt sted at opholde sig. Materialevalgene er gennemførte, og den virker yderst velkonstrueret. Det indbyggede Google-system er genialt i hverdagsbrug, fordi man så har eksempelvis indbygget Google Maps og Spotify direkte i bilens infotainmentsystem.

Dermed slipper man for at skulle slå eksempelvis Apple Carplay til for at kunne høre musik eller finde vej.

Bagsædepladsen er ikke voldsom, så har du brug for, at børnene for alvor kan boltre sig på bagerste række, skal du nok lede efter en anden elbil.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis

Er du ikke typen, der går op i at eje lyskrydsets hurtigste bil, og ved du, at du aldrig vil få brug for flere end de 231 hk, som bilen her har, så kan du lige så godt gå efter versionen med forhjulstræk og en motor færre.

Den kører mindst lige så godt som den firehjulstrukne, og samtidig er rækkevidden på 540 km noget længere, end hvad du får i den kraftfulde version, som må nøjes med 465 km.

Prisforskellen på de to versioner er 24.000 kr., så det er ikke, fordi du sparer alverden. Hvis du omvendt godt kan lide at trykke godt til speederen fra tid til anden, for eksempel på Autobahn, skal du næsten unde dig selv at opgradere, så du får de mange hestekræfter, som den firehjulstrukne version tilbyder.

Dermed lander resultatet også på, at man på flere måder kan argumentere for, at indstigningsmodellen er det bedste valg. Rækkevidden er bedst, den kører mere livligt og så er den billigere.

Hvis du ikke kan lade være med at opgradere til de over 400 hk, så fortryder du det helt sikkert ikke. Men du fortryder heller ikke, hvis du vælger at ’nøjes’ med denne.

Konklusion
Med længere rækkevidde og et fornuftigt antal hestekræfter i behold er Polestar 2 med forhjulstræk og singlemotor et både fornuftigt og lækkert valg. Udsynet i bag er mangelfuldt, og vælger du mange optioner på prislisten, bliver prisen høj. Men du bliver glad, hver gang du sætter dig ind i den.

+

  • Køreegenskaber

  • Design

  • Kvalitetsfornemmelse

÷

  • Udsyn i bag

  • Prisen løber hurtigt op

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se fjernsyn i din Polestar

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Når du engang imellem skal forbi en lynlader, som i Polestars tilfælde kan servere op til 155 kW, skal du bruge noget til at slå tiden ihjel.

Her har svensk-kinesiske Polestar gode nyheder. For nyligt åbnede bilproducenten nemlig for, at man kan streame tv og serier direkte på skærmen i bilen, når den holder stille og er i parking-mode.

Eksempelvis kan man hente streamingtjenesten DR TV, der gør det muligt at streame DR’s indhold som live-tv, film, dokumentarer, serier og meget mere på bilens 11-tommers skærm.

- Vi er glade og stolte over at kunne tilbyde de mange danske Polestar 2-ejere denne nye mulighed for underholdning, der effektiviserer tiden, mens man lader og tilbyder brugerne integrerede underholdningsoplevelser.

- Lanceringen af DR’s streamingtjeneste i Polestars Video Player, som er designet til udelukkende at virke, når bilen er i parking-mode, er kun begyndelsen. Vi glæder os til at fylde endnu mere dansk streaming-indhold på over den kommende tid, lød det i forbindelse med offentliggørelsen af nyheden fra Polestars danske direktør, Henrik Bang.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Købes på nettet

Polestar 2 kan kun købes på nettet. Foto: Niels Friis
Polestar 2 kan kun købes på nettet. Foto: Niels Friis

Som det hører sig til, når man som Polestar gerne vil have et innovativt og progressivt brand, kan mærkets biler udelukkende købes på nettet.

Det vil altså sige, at forhandlerleddet er skåret ud af købsprocessen. Derfor handler du direkte med Polestar Danmark, når du køber din bil.

Selv om det foregår på nettet, kan du stadig tage dig en prøvetur i eksempelvis en 2’er fra diverse steder rundt omkring i landet, så du kan blive klogere på, om bilen er den rette for dig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Polestar 2 Long Range Single Motor

Pris (fra): 375.000 kr.

Pris (testbil med 2022-afgift): 505.949 kr.

Motor: Elektrisk for

Gearkasse: Automatisk

Ydelse: 231 hk

Moment: 330 Nm

Batterikapacitet: 78 kWh

Rækkevidde: 540 km

Hurtigladning: 155 kW

Acceleration (0-100 km/t): 7,4 sek.

Topfart: 160 km/t

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind