Bybil med bagsædeplads som en limousine

Pladsen på bagsædet i den nye Honda Jazz er en ministerbil værdig - motoren er dog træg

Den nye Honda Jazz ligner forgængeren. Men den er vokset i længden og mellem akslerne. Foto: Honda
Den nye Honda Jazz ligner forgængeren. Men den er vokset i længden og mellem akslerne. Foto: Honda

– Bagsæderne har nu så meget plads, at vi overgår selv en meget større Mercedes S-klasse.

Den japanske ingeniør sparer ikke på superlativerne, da han med fagter og tegninger beskriver, hvor meget plads der nu er kommet ombord i den nye Honda Jazz. Den starter i den nyeste aftapning fra 149.000 kr., og vi kører mellem-modellen til 174.000 kr.

Bedre plads til autostole
Den nye model, der på afstand ligner den gamle, som blev Årets Bil i Danmark i 2009, er vokset i længden med 9,5 cm (heraf går de 4,0 cm til større kofanger), mens akselafstanden er blevet 3,0 cm længere.

Den ekstra plads er brugt agterude, hvor der er blevet så imponerende meget benplads, at Ulf Pilgaard kunne sidde med godt udstrakte ben.

Det er dog ikke kun langlemmede bagsædepassagerer, som er i sigtekornet. Den mere luft giver også bedre plads til børnestole.

Jazz byder på god indretning – som her et passagersæde, der kan lægges helt ned. Foto: Honda
Jazz byder på god indretning – som her et passagersæde, der kan lægges helt ned. Foto: Honda

Trods udvidelsen lander det regulære bagagerum på rimelige 345 liter.

På de andre områder kan Jazz ikke løbe fra, at den er en minibil. Så bag rattet har du ikke mere plads end standarden i klassen, men du sidder mere regulært op og ned.

Blød og hård plast
Finishen i den Comfort-model, vi tester, er ok, men kvalitetsoplevelsen med den hårde plast er ikke noget at råbe hurra for.

Her er der langt mere lækre og bløde materialer med velourbetrukne sæder og læderrat i den 25.000 kr. dyrere elegance-model, vi tester med et opgraderet CVT-automatgear.

Det forbedrede CVT-automatgear løber stadig meget højt op i omdrejninger. Foto: Honda
Det forbedrede CVT-automatgear løber stadig meget højt op i omdrejninger. Foto: Honda
 

Motorbestykningen er en nyudviklet 1,3-liters VVT benzinmotor på 102 hk, der afløser de tidligere 1,2-og 1,4-liters benzinmotorer.

Revolutionerende er den dog ikke. Motoren er nemlig kun en mellemstation, indtil Honda lancerer nye 1,0- og 1,5-liters turbomotorer. Motorgang og kultur er stadig som i en klassisk sugemotor; den skal højt op i omdrejninger for at yde, virker træg i sin fremfærd, og så knurrer den under acceleration.

Det er synd, for det ødelægger noget af oplevelsen ved en ellers kæk bybil. Jazz styrer nemlig ganske skarpt og kan sno sig gelinde i den tætte københavnske bytrafik. Nu venter vi bare på næste motorgeneration.

Med den nye ADAS-sikkerhedspakke kan bilen både aflæse vejskilte og selv følge farttavlerne. Foto: Honda
Med den nye ADAS-sikkerhedspakke kan bilen både aflæse vejskilte og selv følge farttavlerne. Foto: Honda
 

På testruten med by-, landevejs- og motorvejskørsel bemærker vi den nye støjdæmpning, der gør Jazz til en af de mest absolut tavse biler. Især på motorvejen, hvor der er meget tyst indendørs, og vi kun afbrydes, når den let støjende motor arbejder. Det nye manuelle gearskifte klikker præcist med vægten lagt på det komfortable, uden at være prangende.

På bundlinjen står en bil, som giver megen nytteværdi for pengene. Du skal dog have behovet for de muligheder, som 'mini-MPV'en' giver.

21 kommentarer
Vis kommentarer