Den kompetente klassiker er bedre end nogensinde

Den nye Volkswagen Polo er så fremragende, at den reelt er uden svagheder, altså bortset fra de høje priser

Måske skal din næste Golf være en Polo, for bilen vokser næsten ud af miniklassen og er den bedste i testen. Foto: Christian Schacht
Måske skal din næste Golf være en Polo, for bilen vokser næsten ud af miniklassen og er den bedste i testen. Foto: Christian Schacht

VW Polo 1,0 TSI 95 Comfortline

5

Hele dens måde at være på har næppe nogensinde før lignet den større VW Golfs i så høj grad som nu.

Den nye generation af VW Polo har så åbenlyse Golf-kvaliteter, at den kunne tiltrække købere, som ellers ville være gået efter Golf.

Men den er dyr, Poloen.

VW forærer ikke de fine biler væk, men ret beset er der god økonomi i at investere sine penge i en Polo.

Dette er nemlig historien om en minibil, der føler sig lidt finere end de fleste.

Se bare på dens pris, der starter ved 157.571 kr. for en 1,0 Trendline med kun 75 hk, ingen turbo og ingen aircondition, mens vores testbil, der traditionelt har været den mest populære variant, 1,0 tsi 95 Comfortline, står til 184.995 kr.

Nok til at få gennemsnitsdanskerens bankrådgiver til at løfte en advarende pegefinger, men med Poloens notoriske ry for at være mange penge værd som brugt kører Poloen førsteplads i land. Her er forklaringen.

Volkswagen Polos design er - efter temperament - forudsigeligt eller klassisk. Ikke ligefrem stor kunst, men nydelig, det er den. Prøv selv at se efter de tusindvis af forgængeren, der kom i 2008.

Den er fortsat en pæn og nydelig minibil, mens hovedparten af konkurrenternes mere flygtige designstil begynder at se gamle ud.

Tilmed er den vokset markant i forhold til forgængeren - næsten syv centimeter bredere, otte centimeter længere og 9,4 cm mere mellem akslerne.

Man sidder godt, instrumenteringen er overskuelig, og den store skærm er standardudstyr i alle Poloer. Foto: Christian Schacht
Man sidder godt, instrumenteringen er overskuelig, og den store skærm er standardudstyr i alle Poloer. Foto: Christian Schacht
 

Lækkert interiør
Inden døre fornægter den tyske ordenssans sig heller ikke. Kontakter og greb sidder, så man som en knivkaster kan ramme dem med bind for øjnene.

Alle Poloer har også automatisk nødbremse og en velfungerende skærm på hele otte tommer som standard - den kombination er der ingen af konkurrenterne, der kan mønstre.

Med Comfortline følger detaljer som el-indstillelige sidespejle med varme, midterarmlæn, elruder hele vejen rundt, sædevarme foran og et læderbeklædt multifunktionsrat.

Alle udgaver med TSI-benzinmotoren har i øvrigt en effektiv adaptiv fartpilot, der kan holde afstand til den forankørende.

Kørestillingen er perfekt. De store forsæder støtter godt med polstring så fast som lægmusklerne på en linedanser. Det holder blodomløbet i gang på langturen.

Helbredet tager heller ikke skade af et ophold på bagsædet.

Her er højt til loftet og benplads i den pæne ende i forhold til konkurrenterne. Samtidig er bagagerummet godt og anvendeligt.

Mens fronten er markant, er designet meget afdæmpet bagtil. Foto: Christian Schacht
Mens fronten er markant, er designet meget afdæmpet bagtil. Foto: Christian Schacht
 

Komfortabel
På de lange stræk er Polo dog uovertruffen og den bil, som testholdet helst vil køre langt i, ikke mindst fordi undervognen fjedrer ubesværet over ujævnheder.

Bilen er ikke inciterende at svinge rundt med som Fiesta, men føles til gengæld mere voksen.

Kræfter har den rigeligt af. De 95 heste klæder bilen, og motoren trækker flittigt fra lave omdrejninger.

Støj hører man ikke meget til. Hverken fra maskineri, dæk eller vind.

Kører du langt, er det værd at overveje versionen med 115 hk, der også har seks gear, mod fem, men den udgave fås først i forbindelse med topudstyret Highline, og så er vi oppe på 202.000 kr.

Men der er generelt mange fristelser i Polo-programmet, der indeholder et hav af lækkert ekstraudstyr.

Tag nu eksempelvis DSG-automatgear til 15.000 kr., komplet digital instrumentering, der leveres formedelst 7.000 kr. eller måske full LED-forlygter til 11.464 kr., mens der er fed lyd med højttalere fra Beats til små 6.000 kr.

Konklusion
Det kan næsten lyde arrogant at hævde, at den er pengene værd - al den stund, at man kan få konkurrenterne i lignende størrelse for langt mindre.

Men Poloen har som den større Golf udviklet sig til et begreb, et stykke god smag, som man kan vise sig i overalt.

Dette i kombination med et meget højt kvalitetsindtryk retfærdiggør delvist den høje pris.

VW Polo 1,0 TSI 95 Comfortline

Pris: 184.995 kr. plus lev.

Polo fra: 157.571 kr.

Forbrug: 22,7 km/ l, EUsnit

Motor: 1,0 med tre cylindre og turbo

Hk: 95 Nm: 175

Topfart: 187 km/ t.

0-100 km/ t.: 10,8 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen