Den nye Golf er en magtdemonstration

Vi kører ottende generation af den ikoniske VW Golf, som sætter nye standarder for mainstream-bilerne i mellemklassen

Den nye Golf er overlegen på de fleste punkter i forhold til konkurrenterne, viser vores første test under præsentationen i Portugal. Foto: VW
Den nye Golf er overlegen på de fleste punkter i forhold til konkurrenterne, viser vores første test under præsentationen i Portugal. Foto: VW

Ekstra Bladet Biler var inviteret til Portugal af Volkswagen.

Porto (Ekstra Bladet Biler): Det sker, at en ny generation af en bilmodel ikke på alle områder er bedre end forgængeren.

Jeg frygtede lidt, at den ottende generation af VW Golf ville være blevet for tynd indvendigt i bestræbelserne på at spare vægt, men efter at have kørt bilen ved den internationale præsentation i Portugal er jeg ikke et sekund i tvivl; Golf 8 er den klart bedste generation af bilen og alle konkurrenter i klassen overlegen.

Efter flere hundrede kilometer på gavepapirkrøllede portugisiske veje vil jeg dog stadig hellere have den mere sportslige konkurrent, Ford Focus.

Men forskellene er små, for Golfen hænger på og imponerer med en komfort, der løfter bilen op i premium-klassen. Dimensionerne er stort set bevaret fra Golf 7, inklusive akselafstanden. Resultatet er en Golf 8, der har samme rummelighed som forgængeren, hvilket vil sige fin plads til fem personer og et bagagerum på 380 liter.

Se også: Elektrisk Up gør det godt: Men har VW dummet sig?

Indenfor byder Golf velkommen med en digital atmosfære, der ikke er langt fra den elektriske ID.3.

For danske købere af Golf er interiøret altid 100 procent digitalt, da Discover Pro inklusive navigation er standard. Så der er en stor skærm direkte foran chaufføren og en tilsvarende i midten af instrumentpanelet. Bilens mange komfort- og sikkerhedssystemer kan vælges til og fra via en grafisk skitse på skærmen, hvor du peger på funktionen. Det fungerer godt for teknikforskrækkede brugere.

Instrumenteringen er som støvsuget for klassiske knapper. Vi savner således en klassisk rund drejeknap til radioen og må nøjes med trykknapper med plus eller minus på rattet eller touch ‘skyde-regulering’ i bunden af skærmen. Recirkulering af luften skal også ske gennem skærmen.

For at spare vægt kunne ingeniørerne have valgt ‘tynde’ løsninger som i for eksempel VW T-Roc. Det er heldigvis ikke tilfældet, men instrumenteringen har dog mange sorte og blanke plasttyper, der ikke ligefrem virker tyske i fornemmelsen.

For danske købere af Golf er interiøret altid 100 procent digitalt, idet Discover Pro inklusive navigation er standard i alle modeller. Foto: VW
For danske købere af Golf er interiøret altid 100 procent digitalt, idet Discover Pro inklusive navigation er standard i alle modeller. Foto: VW

Se også: Høj familie-Kia kommer næsten i mål

Den nye Golf kører bedre og mere komfortabelt end Golf 7, blandt andet fordi den har en såkaldt subframe i aluminium, der sikrer stivhed, så uanset hvor meget pres du lægger på forhjulene, forbliver hjulenes grundlæggende vinkler intakte. Alle testbiler er med progressivt styretøj og adaptive støddæmpere, hvor hvert hjul kan dæmpes individuelt.

Resultatet er en bil med både komfort og direkte styring. Vi havde desværre ikke mulighed for at prøve bilen med almindelige støddæmpere, men vi gætter på, at den med standardfjedre er den bedste undervogn nogensinde i en Golf.

Udstyret er fint, og selv laveste niveau har adaptiv fartpilot, navigation, trådløst Apple CarPlay, LED-lygter for og bag, nøglefri start og stemmestyring på dansk. Avancerede systemer som Lane Assist, Side Assist og køassistent er først standard fra mellemniveauet, Style, der har mere avancerede LED-lygter og elindstilleligt forsæde med massage.

Billigste version er med trecylindret motor på 110 hk og koster 250.000 kr. Resten af priserne er endnu ikke klar for Golfen, der lander herhjemme til marts.

Se også: Kan man både være sporty og praktisk? XCeed overstiger forventningerne

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere elektrisk Golf

Den nye Golf kører endnu bedre end forgængeren, og komforten er på flere punkter som i en større bil. Foto: VW
Den nye Golf kører endnu bedre end forgængeren, og komforten er på flere punkter som i en større bil. Foto: VW
 

Den ottende generation af Golf tager et lille skridt ind i elektrificeringen. Der bliver fra start tale om to opladningshybrider med 1,4-liters motor og enten 204 eller 245 hk. De er ikke klar til introduktionen i marts, så vi begynder med en 48-volt mild hybrid-udgave med 150 hk og DSG-automatgear.

De nye mild-hybrid-versioner hedder ETSI. ETSI har 1,5-liters benzinmotor og 130/150 hk med mulighed for cylinderfrakobling. Desuden kan bilen coaste, hvilket vil sige, at der er tale om friløb, hvor motoren kobles helt ud. Den elektriske hjælp fra batterier sker via remtræk, og boostet kommer blandt andet ved igangsætning fra stilstand og i det øjeblik, der skiftes gear.

Resultatet er en oplevelse af DSG-automatgearet, hvor skift stort set ikke kan mærkes. Øjeblikket, hvor systemet skifter fra regenerering af bremseenergi til fysisk bremsning, er også forfinet og mærkes i praksis ikke. Hos Volkswagen er diesel bestemt ikke på vej ud. Den nye TDI-motor på 2,0 liter er komplet nyudviklet og har enten 115 eller 150 hk, og næste år kommer en power-version.

Vi kører udgaven med 150 hk og DSG og skal lytte godt efter for at høre, at der er tale om diesel. Momentet er massivt med 360 Nm mellem 1.750 og 3.000 omdr./min.

VW Golf 1,5 ETSI

Pris: Kendes endnu ikke

Startpris: Golf koster fra 250.000 kr.

Forbrug: Kendes endnu ikke

CO2 per km: Kendes endnu ikke

Motor: 1,5 benzin med turbo og fire cylindre

Ydelse: 150 hk

Moment: Nm: 250

Topfart: 224 km/ t.

0-100 km/ t.: 8,5 sek.

Mål: L: 428 cm, B: 179 cm H: 146 cm.

Se også: Letkørt Clio går den sikre vej

138 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere