- Tillykke. De er blevet indehaver af et køretøj, der på grund af sin konstruktion og forhjulstræk hører blandt de mest effektive, vedligeholdelsesfri, komfortable og miljøvenlige personbiler. Leipzig, januar 1989.
Sådan lyder et sammendrag af velkomsthilsenen i den sirligt opsatte instruktionsbog, der ligger i den lette sorte plastikhylde til venstre for rattet i den historiske bil, vi er hoppet ombord i. Historisk, fordi det er en af de allersidste Wartburg, der løb af samlebåndet fra fabrikken i Eisenach i det tidligere Østtyskland. Historisk, fordi den er en af en lille serie, hvor den spruttende totakter er erstattet af en mere tidssvarende firecylindret VW-motor. Historisk, fordi bilen med kun 426 kilometer på tælleren stort set er fabriksny.
Sedan-modellen, der med sine kantede former kunne være designet af en sløjdlærer, er født helt tilbage i 1966 med betegnelsen 353, eller kælenavnet Knight. Der er nu ikke meget kriger over 353' eren.
Øst-atmosfære
De befriede Ossies ville da også hellere køre i brugte Wessie-biler frem for fortidslevn, og produktionen af Wartburg'en stoppede i 1991.
Og det er altså en af de allersidste modeller, vi nu skal ud at rulle i. Biler, som kendere udefra vil kunne spotte på bl. a. den lidt smalle kølergrill og forlygter med integrerede blinklys.
De øldåsetynde døre og den blikdåseagtige akustik bringer os allerede fra første færd et halvt hundrede år tilbage i tiden. De sofaagtige forsæder er overraskende bløde. Mens det simple instrumentbord med basale ting som speedometer, temperaturlampe og en tankmåler med lysdioder, samt en overraskende placering af katastrofeblinket tæt ved speedometeret, på sin vis virker gedigent.
Slatten, mere slatten, mest slatten
På vejen står det hurtigt klart, hvor meget en motor egentlig betyder for en bil. En modificeret udgave af den 1,3 liters VW-motor, der her yder 58 hk, og som vi kender fra hele VW programmet i 70' erne og 80' erne, er nemlig bilens klare styrke, den arbejder kvikt og smidigt og giver trods alt en fornemmelse af køretøj. Men resten af bilen stritter imod: Et slattent styretøj, et genstridigt gearskifte, der skal klares med en lang knortekæp af en gearstang, og en duvende undervogn, som gør, at bilen sejler i svingene.
Sløv æske
I den tidligere arbejder-og bondestat var Wartburg 353' eren, der også kunne leveres som stationcar-udgaven, Tourist, og pickuppen, Trans, dog en tand mere moderne end den mindre Trabant.
Selv om der banker et nyere vesttysk hjerte i bilen, er præstationerne dog overskuelige.
0-100 km/t klares på 20 sekunder, mens topfarten opgives til 135 km/t. Jeg tør alligevel ikke tænke på at køre hurtigere. Landevej med 80 km/t virker umiddelbart som en forsvarlig topfart for bilen, hvor man ved den hastighed skal have et fast greb om det tynde rat for at have greb om tøjlerne til forhjulene, der selvfølgelig ikke har servostyring.
Ingen dansk succes
Modellen blev op gennem 80' erne importeret til Danmark, men kom ikke i nærheden af de salgstal som de andre østblokbiler, nemlig Skoda og Lada.
De allersidste modeller blev dog ikke importeret til Danmark, men ville anslået have kostet omkring 65.000 kroner i 1991. Til sammenligning kostede end Citroën AX 1,1 omkring 105.000 kroner.
I dag står Wartburg 353' eren som et symbol på en epoke, som kun er en snes år væk, men bilteknisk opleves som en menneskealder.
