Den tjekkede SUV overbeviser

Skoda Karoq deler teknik med Seat Ateca og lander med et brag i klassen, hvor især Nissan Qashqai huserer. Startpriserne er forholdsvis høje, men udstyrslisten er lang som udvalget af tjekkisk øl

Den nye Skoda Karoq minder meget om storebror Kodiaq, især forfra. Bilen er dog i samme klasse som blandt andet Nissan Qashqai og er særdeles vellykket. Foto: Christian Schacht
Den nye Skoda Karoq minder meget om storebror Kodiaq, især forfra. Bilen er dog i samme klasse som blandt andet Nissan Qashqai og er særdeles vellykket. Foto: Christian Schacht

Skoda Karoq 1,5 TSI Style DSG

Skoda mener det alvorligt, når de vil ind at konkurrere i det kompakte SUV-segment. Derfor har den nye Karoq fået markant design og teknik, som i store træk er identisk med det i Seat Ateca, der naturligvis stammer fra VW-koncernen.

Vellykket design
Skoda Karoq er nøjagtigt lige så stor som Ateca, og selv designet minder til forveksling om den spanske søster.

Set i profil er det svært at se forskel på de to modeller, mens Skodaen forfra har det nye fjæs, som vi også kender fra den større Kodiaq, og en helt ny type baglygter, som giver tjekken et lidt mere interessant udtryk end den lidt fantasiforladte Ateca.

Til gengæld er Karoq-programmet begrænset. Det er indtil videre kun muligt at vælge det høje udstyrsniveau Style, så prisen begynder helt oppe ved 319.000 kroner for en 1,0 benzinmotor med 115 hk og manuelt gear.

Man bør dog kigge i retning af testbilens 1,5 benzinmotor med 150 hk, der kun koster 18.000 kroner ekstra, mens det lækre DSG-automatgear bringer prisen op på 357.000 kroner. Til gengæld har man så en lille SUV, der er virkelig gennemført.

Den store udfordring ved Skoda Karoq kan blive leveringstiden, da bilen allerede er særdeles eftertragtet. Foto: Christian Schacht
Den store udfordring ved Skoda Karoq kan blive leveringstiden, da bilen allerede er særdeles eftertragtet. Foto: Christian Schacht
 

Bag rattet virker kvaliteten høj, den er bedre skruet sammen end Ateca, og udstyret er særdeles omfattende.

Ingen af konkurrenterne har adaptiv fartpilot, der selv kan holde afstand til den forankørende, nøglefri betjening, stor berøringsfølsom skærm, 18 tommer alufælge og i den forbindelse også en fjernlysassistent, der blænder automatisk ned og op for det lange lys, når du møder en modkørende.

Selve instrumenteringen er konservativt layoutet, men det er i ordets bedste betydning, for man sætter sig nærmest bare ind og kører, så intuitivt fungerer det.

Høj sikkerhed

Den nye Skoda Karoq Style har udstyr som dynamisk fartpilot, der automatisk holder afstand til forankørende, og en vejbaneassistent, som griber ind, hvis man uforvarende er ved at forlade vejbanen.

Desuden har Karoq en frontassistent med udvidet fodgængerbeskyttelse, hvilket er en af årsagerne til, at Karoq har opnået de maksimale fem stjerner hos Euro NCAP for sin sikkerhed.

Mindre end Tiguan
Med sin størrelse er Karoq tæt på at være en Skoda-udgave af VW’s Tiguan, men modellen er dog ikke helt så stor. Der mangler 10 cm i længden og fire cm i akselafstand.

Praktisk indretning
Naturligvis er der også god plads i kabinen. Der kan faktisk godt sidde fem voksne på en kortere distance, og bagagerummet er stort set som i en praktisk stationcar, som dog overgår SUV’erne, hvis man lægger sædet ned.

Køreegenskaberne er usædvanligt komfortable for biltypen. Altså et afbalanceret kompromis mellem sport og komfort. Seat Ateca er skarpere og sjovere i svingene, men Karoq er nok en bedre allrounder. Undervognen æder kurver hurtigt og neutralt, styretøjet er præcist med god respons og fjedrene flinke til at glatte asfaltens buler og revner ud.

Bedre gøres det ikke, og vognen er forbløffende behagelig. Skoda Karoq leveres som standard med nødbremse, der kan spotte fodgængere.

Der er forbløffende god plads i kabinen, og bagagerummet er blandt de største i klassen. Foto: Christian Schacht
Der er forbløffende god plads i kabinen, og bagagerummet er blandt de største i klassen. Foto: Christian Schacht
 

Jeg anbefaler, at man vælger 1,5 benzinmotoren, som er den nyeste konstruktion og blandt andet kan frakoble to cylindre automatisk, når det er muligt. Dermed er bilen økonomisk, samtidig med at der er masser af kræfter.

Grundlæggende er der ikke ret meget ondt at sige om Karoq. Det skulle da lige være, at priserne selvfølgelig hurtigt ryger i vejret, og at det kan blive sin sag af skaffe sig et eksemplar.

Storebror Kodiaq er så eftertragtet, at man slet ikke kan bestille bilen længere, og vi har hørt, at det afhænger meget af model og forhandler, hvordan leveringssituationen ser ud på Karoq.

Specifikationer

Skoda Karoq 1,5 TSI Style DSG

Pris: 357.000 kr. plus lev.

Karoq fra: 319.000 kr.

Forbrug: 17,9 km/l

CO per km: 127

Motor: 1,5 benzinmotor med turbo

Hk: 150/5.000 o/min.

Nm: 250/1.500 o/min.

Topfart: 203 km/t.

0-100 km/t.: 8,6 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen